300
kiende de menneskelige Gemytter, efter hvilke jeg vidste at retee mig, Mit
Hoved-Greb var dette, at jeg allevegne udraabte mig selv for en mageløs Pa¬
triot, og jeg talede i Selskaber om intet uden Redelighed og Oprigtighed; J.
alt dette var mit Hierte fyldet med Falskhed og Bedragerie. Jeg havde op¬
fundet et gandske fortreffeligt Middel, der kunde tiene til at giøre Hinder i de¬
res Lykke, der besadde meere Lærdom og meere Dygtighed end jeg. Jeg præ¬
dikede om dem allevegne, som de, til hvilke man ingen Fortroelighed kunde fat¬
te; Jeg giorde dem skyldige i de Laster, der fandtes hos mig selv siden ingen var
hæsligere, og hvad der burde befordre deres Fremgang, forestillede jeg som noget,
der burde hindre dem. Jeg giorde mig Venner ved mine Maaltider, ved
hvilke jeg svæltede mit Legeme; hvo der vilde treffe mig ædrue, skulde hart ad
tage mig paa Sengen, og derved befordrede jeg min Død.
Vi forlode denne, og kom til en riig Kiøbmand, der af sine gierrige Ar¬
vinger var lagt i slette Klæder. Jeg beskuede denne, førend min Ledsager op¬
vakte ham, og jeg saae, at han i sin Søvn havde at bestille med mange uroe¬
lige Tanker. Vi oplode endelig hans Øyen og spurgde om hans Døds Aar¬
sag. Jeg har været, sagde han, en Kiøbmand, jeg har ved allehaande Be¬
dragerier sammenskrabet en Deel Penge. Jeg vidste ingen bedre Maade, paa
hvilken jeg kunde bedrage Verden, end naar jeg idelig løb til Kirken. Man an¬
saae mig derudover som en andægtig og redelig Mand. Jeg mødte i Forsam¬
lingen med de Første og forlod den med de Sidste, at jeg med desto større Ret¬
kunde sige, naar jeg talte om mine Eiendomme, at Herren havde velsignet
mig, jeg regnede mig selv iblant de Frommes og Gudelskendes Tal, at jeg
desto bedre kunde sige: Den som er troe i at tiene sin Gud, kand stedse giøre
sig Haab om Himmelens Velsignelser. Men jeg saae, at det ikke var mig
mueligt, at bringe mit uretfærdige Gods til den tredie Arving; onde og laste¬
fulde Børn begyndte at trodse paa mine Penge; Min Samvittighed blev
vaagende og gav mig nagende Smerter, jeg saae, at jeg efter Naturens og
Guds Lov var skyldig til at igiengive det, som jeg paa uretfærdige Veye havde
berøvet min Næste; jeg saae tillige, at denne nødvendige Skyldigheds Øvel¬
se vilde borttage meere end den halve Deel af mine Midler; Mit Hierte blev
derudover beængstet; paa den eene Side elskede jeg mine Penge, paa den an¬
den vare de mit Gemytte til Byrde. Jeg græmmede mig over dette tildøde,
og ingen vidste Aarsagen til min Sygdom.
Vi gik videre, og bleve staaende ved en anden Mand, af hvis Ansigt vi¬
kunde slutte, at han i Verden havde haft noget at sige. Saa snart han aab¬
nede sine Øyene, hørdte vi af hans Mund disse eftertænkelige Ord: Verden
har intet, som den kand forekaste mig; jeg har viist mig troe Fæderne Landets
