332
Hvad var vel Aarsagen til Landorphi alt fortillige Død, uden hans bræn¬
dende Lyster, der vidste af ingen Grændser, og hvad gjorde det, at han i sin
Ungdoms Floer maatte sætte Livet til, uden de utæmmede Passioners stedse¬
varende Herredømme. De, der kiendte ham, tale haant om hans Opførsel,
og enhver veed at sige, at hans Liv var ureent, Neppe havde han opnaaet et
Antal, af 18 Aar i sin Alder, førend han strax viiste Prøve paa sin Vellyst,
og de Begierligheder, han stedse giorde fyldest, indfandt sig hos ham ved alle
Leyligheder. Den mindste Anledning var nok til at sette Pandorphum i Har¬
nisk, og et hvert løsagtigt Vink gav nye Olie i Jlden. Han øvede sit Haand¬
Verk uden Modstand saalænge, at Vanen blev hos ham tilsidst en Natur,
og de fordægte Veye, paa hvilke hans Laster førte ham, og han selv gik med
Lyst, spaaede ikke meget got. Det var ham en Ære i Sælskaber, at give en
Liste paa sine Matressers Navne, og han bluedes ikke ved at være sin Adfær¬
bekiendt; Endelig blev Frugten af hans brunstende lyster et fortørret Legeme, og
en tærende Svindsot lagde Manden i sin Grav.
Jeg kand ikke være vidtløftigere, siden Tiden er forløben, og min For¬
legger efter sit Stykke; Jeg maa sige mine Læsere, at Pennen løber i fuld
Galoup, at, om mine Tanker i disse Blade ikke skulde smage dem, de da vil
have mig undskyldt. En Skribentes Friehed er i de Danske Egne sat inden
alt for snevre Grændser, og hvorvel Censuren kand foraarsage noget godt,
anseet, den kand forekomme mange urimelige og onde Skrifters Publication,
saa føder den ogsaa af sig dette Onde, at de vigtigste Sandheder, fordi de ere
bidende, maa blive liggende i Mørke. Af denne Betragtning vil jeg derfor,
at mine Læsere ingen Slutninger maa giøre til de følgende, og har
jeg her ikke skrevet efter deres Hoved, maa de give min
Censor Skylden, der igiennemseer
mine Blade.
