334
færdigste Aarsager til sin Misfornøyelse; thi offentlig at vilde skrive, at mange
Mennesker ønske i deres Hierter, at saavel de guddommelige som menneskelige
Love maatte blive opoffrede til Jlden, offentlig at bekiende, at manges Liv vid¬
ner om deres liden Ærbødighed imod det Allerhøyeste Væsen, og deres liden
Troe, at dette Væsen er til, er at skrive imod de allerklareste Sandheder, eller
rettere, at tillegge mange af Verdens Jndvaanere de Laster, i hvilke de ikke ere
skyldige. Himmel, hvor havde jeg ikke da skammelig forløbet mig, om mine
Blade havde faaet Friehed til at see Lyset, og hvor havde jeg ikke underkastet
mig de allerhaardeste skiønt velgrundede Bestraffelser, hvis jeg havde yttret mig
med saa ubeviislige Beskyldninger, Nu er det, at jeg først har faaet Øyne,
og kand see min Jrring, nu er det, at Aarsagerne til min Censors Foretagen¬
de først blive klare. Jmidlertid, da jeg har været saa eenfoldig at aabne mine
forrige Desseins for mine Læsere, og lade dem vide, hvor taabelig jeg havde i
Sinde at gaae til Verks, hvis man ikke havde hindret mine Anslag, og stand¬
set mig paa Halv-Veyen, saa finder jeg mig forbunden i disse mine Blade at kal¬
de mit Foretagende tilbage, og straffe mig selv, ved at anføre de Aarsager, der
efter billighed burde lære mig, ikke at beskiæmme mig selv, ved at overgive mi¬
ne Læsere nogle slette og intet betydende Tanker, og ikke at beskiæmme andre,
ved at gjøre dem skyldige i et Ønske, som deres egne Fordeele iblant alle mindst
befale dem at giøre, og deres naturlige Beskaffenhed ingenlunde tillader dem at
have
De Skabninger, som jeg i min ofte ommældte Betragtning var sindet at
sætte til rette, ere alle af det Slags, som man ikke kand foreskrive Love, en Mo¬
ralist bør have at giøre med Mennesker, og, naar han giver sig i Kast med dem,
der ikke kand fortiene at kaldes med det Navn, dømmer man ham med Billighed
fra sin Fornuft, og anseer ham som den, der sigter i Veyret. Jmod saadanne
havde jeg foretaget mig at skierpe min Pen, altsaa bliver Slutningen gjort uden
Vanskelighed, at jeg tydelig lagde min Daarlighed for Dagen, naar jeg vilde
føre Krig imod dem, og bringe dem ved mine Tilrettesættelser paa fornuftige
Veye, der ved alle Leyligheder bevise, at man ikke, uden at giøre dem Uret,
kand anføre dem paa Menneskers Liste. Det er en afgjort Sag iblant de Skrift¬
lærde, at ingen Love ere givne de ufornuftige Creature, og hvor daarlig maatte
jeg da ikke handle, hvis jeg vilde eske Ustraffelighed af dem, der ikke ere skyldige
at vise den.
Man vil vel lige, at jeg ikkun mangfoldiggjører mine Beskyldninger, huggen
Saar i Saar, og klarligen viser, at jeg er en afsagt Fiende af det menneskelige Kiøn¬
thi at disputere et Menneske sin Religion, er formasteligt, men at dømme ham
fra sit Sted iblant Mennesker, er aldeeles uforsvarligt. Dommen maa behol¬
de sin Styrke, og jeg vil erkiende dens Grunde, hvis jeg ikke beviser, at den
giøres uden Aarsag. For at retfærdiggjøre mit Udsigende vil jeg kalde et stort
