335.
Antal af de saa kaldede Mennesker til Regenskab, og, naar de ey kand om¬
stode Sandheden i mine Slutninger, meener jeg, at de blive staaende ved
Magt.
For at blive desto tydeligere, og see mine Beskyldninger paa alle Kanter
omskandsede med Sandhed, finder jeg fornøden forud at gjøre et par Erin¬
dringer, som jeg venter ikke at kunde imodsiges. Naar vi vil gjøre os de rigtig¬
ste Begreber om et Menneske, maa vi ikke da forestille os det samme som en Skab¬
ning, der er begavet med Fornuft, maa vi ikke ogsaa tilstaae, at denne
Skabning bør i Kraft af sit Væsen, rettelig bruge sin Fornuft, Saalæn¬
ge disse tvende Anmerkninger beholde deres Kraft, vil jeg see paa den, der un¬
der Sandhedens Anførsel kand sige, at jeg uden Aarsag udstøder følgende af
Menneskers Classe.
Vagabundus, naar hans heele Adfærd bliver betragtet med upartiske Øy¬
ne, kiendes han for den, der ikke er det menneskelige Kiøn til allermindste Nyt¬
te; han synes allene at være sat i Verden for sin egen skyld, og den, der vilde
uleylige sig med at holde en daglig Journal over alle hans Handteringer og dag¬
lige Idretter, skulde ved et hvert Aars Slutning erfare, at Vagabundus in¬
gen Dag havde foretaget sig det mindste, der kunde bevise, at han er et Menne¬
ske, skulde jeg kunde indbilde mig, at den, hvis idelige Arbeyde bestaaer i at æde
og drikke, i at sove og spille Kort, kand være det menneskelige Selskab til nogen
Fordeel, Eller kand Vagabundi Udflugter, da han beraaber sig paa Rolig¬
heds fornøyelige Væsen, paa de mange Fortrædeligheder, der møde dem, som
indlade sig i Forretninger, tiene til hans Undskyldning, Kiendte han Beskaffen¬
heden af den menneskelige Natur, eller vilde han allene give Agt paa sig selv, skul¬
de han strax finde, at det stedse bliver en Umuelighed for et Menneske at giøre in¬
tet, Vagabundus har Arbeyde nok, det er sandt; han har Møye med at beskue
sin Deylighed for Speilet, han har Umage ved at øve sit Legeme i de alamodiske
Bøyelser, og at sætte sin Mund i de behageligste Positurer; han maa længe
stræbe, inden han lærer at tale i den lifligste Tone, og give sine Ord den Lyd, som
giør Sproget behageligt; han har hver Dag mange Besøgelser at aflegge, og
hvo vil nægte, at jo disse Forretninger udfordre Arbeyde, men Sagen er denne
Alle Vagabundi Jdretter tiene i ingen Henseende Verden til Nytte, og hvad vil¬
de det menneskelige Kiøn blive, hvis alle dets Lemmer vare som Vagabundus,
Skulde vi nu feyle i vore Domme, om vi kalde denne en Lediggænger, og ha¬
ve vi Aarsag at frygte, at vor Dom bliver underkiendt, om vi udelukke den Or¬
kesløse af Menneskers Tal, Hvor skal vi da giøre af ham, og til hvad Classe kand
vi henføre ham, Jblandt Mennesker fortiener han ikke at være, og give vi ham
Sted iblandt Dyrene, forsee vi os; thi enhver ufornuftig Skabning er paa sin
Maade flittig, og vi finde ingen, der jo kand være Verden til Fordeel; vi maa
derfor agte ham med sine Brødre for et besynderlig Slags Creature, der hverken
ere Mennesker, ikke heller Umælende.
