338.
dem imellem, sætter dem begge i Bevægelse, og hvor ofte have de ikke gaae
hinanden paa Livet, fordi de begge storme til een Fæstning, og vil begge være
prioriterede i een Skjøge, Vilde man disputere dem Sted iblandt Mennesker,
skulde de tænke, at man kom deres Ære for nær, men Sagen er klar, ingen
af dem kand bære den betydelige Caracteer; lad dem beraabe sig paa deres
Braveure, lad dem paastaae, en Cavailler ikke bør stikke en Hundsvot i Lom¬
men, lad dem sige, at deres Dueller aflegge de klareste Prøver paa dere
Tapperhed, og at en heelte modig Aand ikke kand have Boelig uden i Menne
sker, saa giøre de ikkun ved slige Pralerier deres Sag verre. See vi ikke
at det ene Umælende kand forkynde det andet Krig, og skeer det ikke ofte, af
den ene Tyr støder den anden til Jorden, At Brutalius og Rixander ikke
ere Mennesker, meener jeg, at ingen med Billighed kand nægte, og kunde de
skiønne paa vores Høflighed, burde de takke os, at vi vil kalde dem to kier¬
og modige Tyre.
Pertinar skal efter sine egne Vidnesbyrd være lærd, og altsaa i sin ege¬
Jndbildning med dobbelt Ret fortiene Titel af Menneske. De Fornuftig
som kiende ham, udstøde ham ey alleene af den lærde Republiqve, men de si¬
ge endogsaa, at hans Væsen er umenneskeligt. Som han er stor i sine egn
Øyne, saa anseer han sig ogsaa som en Grund-Støtte for den lærde Ver¬
den, der ingenlunde lader sig kaste over Ende. Hvad han siger, vil han sted
se udgive for Sandhed, og de Meeninger, som han fatter, maa altid vær
ubedragelige. Hvad skulde Pertinar nogensinde kunde feyle og bør ikke han
Ord blive Himmelens og Jordens Love, skulde nogen kunde finde Sandh.
den, uden de raadføre sig med hans Hierne, og er ikke alt det af ingen Be¬
tydenhed, i hvilket saa umistelig en Mand ikke har havt Haanden, Pertina
du maa forlade mig, at jeg ey underskriver dine Domme om dig selv, og kun
de du bringes paa de Tanker, at du endnu ikke er et Menneske, skulde ma¬
maaskee kunde haabe, at du med Tiden kand blive det.
Mine forrige Tanker om Procurator-Væsenet have fundet ligesaa man
ge Dadlere og Bandsættere, som Fæderne Landet har Mængde af vanslægt
de og fordærvede Talsmænd, men da det ikke er min Maade, at gjøre mi¬
behagelig for Ondskabs Elskere ved at gjøre Sandheden til intet, eller at ta¬
Folk efter Munden, lader jeg ikke allene de forrige Betænkninger beholde de
res Kraft, men fordrister mig endog at legge dette der til, at de Procuratore,
der vige fra Retfærdighed og Sandhed, der stræbe at ophidse Gemytter,
giøre de beste Venner til hinandens Fiender, at udste Parterne ved unø¬
vendige Tvistigheder, at forlede de enfoldige Vidner fra Sandhedens Vey
ingenlunde vise sig værdige til Caracterer af Mennesker J mine Øyne ere
saa meget meere vederstyggelige, som jeg iblant de meest rivende og rasen,
Dyr af det ufornuftige Slags ikke kand finde saadanne, med hvilke jeg kan
sætte dem i Linie.
