340
keres Selskaber; Naar Hovedet er bragt i Forvirring, spilder han Bermen¬
der, hvor han kand rase uden Modstand, snart bliver han, som en af de be¬
kiendte Styliter Munke, og gjor sig med Glosset i Haanden til en bukkende
Stotte paa Torvet, og fine Caprioler der saa meget meere behagelige, som
de skee under en klingende Musiqve af Taarnet, snart fatter han Medlidenhed
over Glar=Mestere, og for at befodre deres Fortienester, giør sin Naboe U¬
roe ved at indslaae hans Vinduer. Skulde vi kalde denne Madidontem et
Menneske, maatte han paa sin Menneskelighed først forsyne sig med et Tings¬
Vidne, og man kunde endda have Aarsag at kalde Sagens Rigtighed i Tvivl,
med mindre man først kunde blive overbeviist, at de Vidnende henhørte til
Menneskers Classe, og ikke som nogle døde Machiner lode Munden gaae ef¬
ter de Bevægelses Love, som enten Penge-Hiulene, eller Citantens Torden¬
Veyr kunde foreskrive dem.
Min Betragtning skulde aldrig komme til Enden, hvis jeg vilde anføre
alle de Exempler, der kunde bevise, at mange give sig Navn af Mennesker,
da de dog ere verre end de umælende Dyr. Hvad jeg i disse mine Blade har
erindret, meener jeg at være idel Sandhed, og hvad Domme kunde jeg ikke
da have ventet, hvis min forkastede Betragting havde faaet Tilladelse at blive
offentlig, lykkeligt var det, at Projectet gik over styr, og havde jeg ikke høy¬
lig forseet mig, hvis jeg havde foretaget mig at giøre dem til Gudelige, der end¬
nu ikke ere blevne Menneskelige, Sigtet af mit ugentlige Arbeyde gaaer ikke vi¬
dere, end at jeg paa mueligste Maade stræber at erindre mine Brødre om det,
som de vil holdes for at være, at jeg tillige kand føre dem de Pligter til Ge¬
mytte, som de i Henseende til deres Væsen ere skyldige at øve. Jeg har end¬
nu ikke seet den forønskede Frugt af mit Arbeyde, men jeg tvivler dog ikke paa,
at den jo kand komme, jeg nægter ikke heller, at iblandt den store Hob af mine
Læsere, kand findes de, der tage Sandheden til Eftertanke, og lade den bli¬
ve deres Regel. Kunde dette mit Stykke have de Virkninger, at man ikke
herefter, som den Cynisk Diogenes, skal have Aarsag med Lys og
Lygte at lede efter Mennesker, har jeg naaet det Maal, til
hvilket jeg har sigtet, og fortsætter mit Ar¬
beyde med Glæde.
