32
jeg uden Grund har givet Jordens fornemste Jndvaanere Sted iblant de u¬
mælende Creature, meener jeg, at mine forrige Jrringer blive mig ikke regnede
til Onde. Bør jeg ikke erfare den samme Kierlighed, som andre Vildfaren¬
de, og, naar jeg betragter, at en Afbigt og Løfte om Forbedring ofte tiener
til at retablere en Freds Forstyrrer i sin forrige Stand, kand jeg ikke da giøre
Slutning fra det Større til det mindre, og haabe en almindelig Pardon,
Jeg bekiender da oprigtig, at jeg høyligen har forseet mig, naar jeg har
sat mange Mennesker i Classe med de umælende Dyr, og det ene Ord umæ¬
lende er meer end nok til at bevise min Vildfarelse; En Umælende kalder
man den, som ikke kand tale, og med hvad Ret giver jeg da et Menneske Rang,
iblant de Umælende, Jeg veed vel at en Fransk Skribent har diverteret sig
og andre med at forfatte en Bog om Dyrenes Sprog, hvormed han paa en
egen Maade har vildet gotgiøre, at de ufornuftige Dyr ogsaa kand tale, og
at altsaa Mennesket har i dette Stykke ingen Fordeel for Dyrene; men hvad
kand befale os at antage en frugtbar Jndbildings utidige Fostere for virkelige
Sandheder, og maa vi ikke tilstaae, at man skulde have Møye med at troe,
at mange ere Mennesker, hvis deres Tale og Sprog ikke kunde give os Tro¬
en i Hænderne,
Hvo skulde indbilde sig, at Mendacinus er et Menneske, hvis han ey
havde lært hurtig at bruge sin Mund, og kunde vi kalde ham en Skabning
af det fornuftige Slags, dersom han ey kand passere for den største Løgner,
som Verden endnu har eyet, man fortæller om en, ved Navn Pamphilius,
at alt det, som gjorde ham udødelig, og kunde siges til hans Berømmelse,
var dette, at han med en god Samvittighed kunde vidne, aldrig at have talt
Sandhed, og sandelig, det synes, som Mendacinus ved samme Merite vil ba¬
ne sig Veyen til en Ære-Støtte efter sin Død. Jkke nok, han lyver, men
hans Logne ere indviklede i saa ziirlig en Stiil, og bevæbnede med saa mange
besynderlige Omstændigheder, at ingen Sandhed, hvor klar den end er, kand
snarere finde bifald; hvad han nylig paa Steden har gjort, er han i Stand til¬
at benægte med dyreste Eeder, og giør han sig ligesaa stor Fliid for at finde Sand¬
heder som andre, endog naar han selv har bragt Løgnen i Huuset; han sætter uden
Vanskelighed de fortroeligste Venner i Haaret paa hinanden, og neppe veed en
ærlig Mand sig nogen Tid sikker for hans Tunge, Naar Mendacinus vil give os
et Mester-Stykke af sit Haandværk, og vise Prøve paa en complet Lønner, sæl¬
ger han gemeenlig sine egne Ord for andres, og tillegger disse en Løgn, den
han selv er Fader af; Endelig har Professionen gjort Mendacinum vidt bekiendt,
og hans Navn til en Fabel nesten for er heelt Land, nu bliver det ham let at
slippe vel fra sine Ord, siden saa af dem der kiende ham, fæste Troe til hans
Tale, og skulde jeg med andre betiene mig af det forvendte Mundheld, der øn¬
ske, at Løgn var Latin, blev Manden i sit Sprog en dygtig Prædikant. Men,
