343
hoo vil forundre sig over dette, og bør man ikke tage i Betænkning,
at nogle Mennesker befinde sig i den Stand, at de nødvendig maa
jage Sandhed i Landflygtighed, hvis de vil vandre Verden igiennem med
Lykke, Skulde vel Cajus havde gjort sig lykkelig ved et riigt Ægteskab, hvis
han ikke havde beylet til sin Brud paa 10000 Rdlr. som han aldrig har eyet,
og vilde vel Titius blive anseet for en Stats-Mand uden Liige, dersom han
ikke sagde, at hans Correspondence strækker sig over heele Verden, han
har i sit Skab adskillige Skuffer, og uden paa enhver finde vi de længst bort¬
liggende Stæders Navne, der alle conferere med Titio, efter sine egne Ord¬
holder han Secretairs ved de fornemste Europæiske Hoffer, og paastaaer han der¬
for at blive anseet for den ubedrageligste Avise; Han kand fortælle os de hem¬
melige Handeler, der gaae for sig imellem Sultanen og Sultaninden, og han
har Copie af den forborgne Breve-Vexling imellem tvende allierede Hoffer,
hvad andre kand sige af Erfarenhed, har hans Geister længe i Forveien givet
ham tilkiende, og naar han feyler i sine Spaadomme, som han ofte giør, veed
han tillige de Aarsager, der kastede den første Plan over Ende. Ved dette
har han i de Eenfoldiges Øyene gjort sig til et Vunder, og enhver taler om¬
ham, som en Mand, der har det heele Verdens Systema indsluttet i sit Con¬
toir. Vil han vedligeholde denne sin Estime, maa han hver Dag beflitte sig
paa nye Tidender, og hvad Under da, om hans øvrige Forretninger maa hvi¬
le, naar han stedse er i Begreb med at opdigte nye Historier, Det er allene
hans færdige Tunge, der beviser, at han er et Menneske, og fordi hans urig¬
tige Beretninger ere sammenhængende, og han ey siger sig selv imod, maa vi¬
tillige ansee ham for et fornuftigt Menneske.
Jurantes besegler et hvert Ord med en Matros-Eed, og giorde han ikke det,
blev han ingenlunde agtet for et Menneske, Ligesom andre beflitte sig paa nyemo¬
dige Klæder, saa har han stedse Forraad paa nyemodige Eder, og vilde man
forunde ham Frihed til at sammenskrive en Grammatica angaaende det Dan¬
ske Sprog, vilde han i sær give kiønne Regler, hvorefter man ziirligst kunde
lære at bande. Mange beskylde ham for yderste Ugudelighed; de paastaae,
at han ey troer en Gud, de sige, at han anseer Religionen som et Pedante¬
rie, og at han fordømmer i sit Hierte de allervigtigste Puncter i vore Lærdom¬
me; men de bedrage sig alle, og Manden skeer Uret. Den, som stedse ønsker
sig de skrækkeligste Ulykker, den, som idelig sværger ved det allerhøyeste Væ¬
sen og de helligste Ting, skulde han vel nægte en Gud at være til, og at vilde
sige om ham, at han i Hiertet fordømmer Religionen, er tillige at dømme ham
fra Forstanden. Var han sindet efter sine Fienders Beskyldninger, saa maat¬
te han jo giøre sig selv stum, naar han vilde tilintetgiøre Gudstienesten; ved
sin Tale beviser han sig at være et Menneske; hans Tale er en Kiede af E¬
der, og hans Eeder bevise, at han ikke er en Hedning, thi saavel indrettede
