344
Forbandelser, saa ziirlige Sværge=Formularer finde vi ikke hos nogen Hed¬
ning, meget mindre hos et umælende Dyr, følgelig er Jurantes meere end
begge. Naar disse Slutninger holde Stik, som jeg meener de giøre, see vi¬
da ikke, at Mennesker, som vi i Almindelighed agte for det ugudeligste, fordi
deres Munde stedse ere fyldede med Eder, bør ikke betragtes med saa bade¬
fulde Øyene. Saadanne kunde ogsaa lider være tiente med mit forkastede Pro¬
ject; thi skulde det gaae for sig, saa maatte de forkaste deres brugelige og sæd¬
vanlige Sprog, og at forbyde dem at bande, er at hænge en Laas for deres
Mund, eller stedse at befale dem Taushed.
Men jeg maa i Tide nedlegge Masqven, og tale paa en meere forstaaelig
Maade; thi bliver jeg ved at raisonnere paa den Fod, frygter jeg, at mine
Blade vil blive hos mig selv. De Fornuftige, der see lidet ind i Sagen, far¬
te uden Vanskelighed, at jeg her angriber dem, der lade den største Deel af
deres Discurser bestaae i at lyve og sværge, og Erfarenhed siger os, at den for¬
vendte Sædvane ligesom har gjort disse tvende Laster til nødvendige, ja jeg vi¬
ger ikke fra Sandhed, om jeg siger, at mange giøre sig Fliid for at kunde lyve
med Færdighed, ligesom andre ansee de skrækkeligste Eder for deres Talers
deyligste Prydelser, at jeg ey skal tale om dem, der ved at aflegge slige Prø¬
ver, vil tillige vise, at man ikke, uden at fornærme dem, kand anføre dem i¬
blant deres Tal, der have den tilbørlige Ærbødighed for deres Skaber.
Nu, da jeg sidder i mine Betænkninger, og er i Begreb med at forfatte
Apologier for dem, som jeg i mit sidste Ark ikke kunde fordrage at skulde bære
Navn af Mennesker, indfinder sig en af mine fortroeligste Venner, og udgi¬
ver sig for en Deputered fra Skovenes og Markenes Jndbyggere, for en Ge¬
sandt fra de umælende Dyrs Societæter, og har fuld Magt at give mig Sag,
for de Forseelser, som jeg i mit sidste Stykke skal have begaaet, og de Ulykker,
som jeg har stræbt at tilføre de saa kaldede ufornuftige Skabninger. Jeg maa
derfore afbryde min Betragtning, og stræbe at fornøye mine Læsere med de
Slutninger og den Procedure, som jeg hørdte mod mig selv af min Ven.
Det var, saade han, maaskee eders Øyemærke i eders sidste Blade at ar¬
beyde paa Menneskenes Forbedring, og for at overbevise dem om deres for¬
vendte Væsen, har J mueligt indbildet Eder, at J paa den fornuftigste Maa¬
de kunde naae Eders Maal, naar J ligesom i Forveien kunde overtyde dem,
at de endnu ikke havde gjort sig værdige til det ypperlige Navn, med hvilket de
lade sig kalde; men, at jeg ey skal tale om de faa Frugter og den liden Nytte, som
ved saadan en Skrivemaade kand bringes til Veye, saa meener jeg, at J saa¬
ledes burde indrette eders Betragtninger, og sætte saa fornuftige Skranker for
eders Tanker, at J en ved at ophæve et Onde, skal legge Grunden til et andet.
J har agtet en stor Deel af Menneskene uværdige til at opholde sig i de Men¬
neskelige Selskaber, derudi har J Ret, men at J vil give dem Sted iblant de
