35
uden Vanskelighed giøre Slutning fra det ene til det andet, fra det Mindre til det
Større. Naar en Regent lader alle Ting gaae igiennem sine Betienteres Hæn¬
der, naar han uden at prøve, antager alle deres Forestillinger, naar han holder
sig deres Love efterretlige, trues en Stat med Uorden og den derpaa følgende
Undergang. De uskyldigste Personer kand ved saadanne Anstalter blive styr¬
tede, og meest uskikkede blive satte paa vigtige Poster. De Formaaendes
Had eller Affection finder da de gyldigste Aarsager saa vel til det ene som an¬
det, og hvad Under, om de Forestillinger, der gaae for sig i deres Hierter, og
de Meeninger, som de kand have fattet, gjøre alle Ting til et Chaos, og leg¬
ge Grunden til et baqvendt og forstyrret Væsen, Vil vi hentyde dette paa nær¬
værende Sag, saa see vi, at, naar Fornuften skal være Slave og indsluttet i
et Fængsel, Villien derimod tilligemed Lysterne skal have et u-omskrænket Her¬
redomme, vi da ikke kand giøre os Haab om at see andet end de urimeligste
Handeler, der vise intet mindre, end at Mennesket har kaldet Fornuften til sin
Raadgiver.
Jeg vilde nødig komme frem med andet, end hvad af Erfarenhed kand mær¬
kes, og, at jeg ikke allene skal have saa slette Tanker om Menneskene, vil jeg
fremkalde, saavidt Papiret kand tillade, adskillige af Jordens Beboere, at
de ved deres Gierninger kand sige, enten jeg i mine Betænkninger er feylende
eller ikke. Philopartenus levede for nogle Aar i de deyligste Omstændighe¬
der; De Byrder, der trykkede hans Skuldre, vare ikke ufordragelige; Ti¬
merne kunde han anvende paa de Handteringer, som han efter sit Kald havde
at iagttage, naar han havde forrettet sit Arbeyde om Dagen, kunde han slaae
sig til Rolighed om Natten, og de uroelige Tanker kunde ikke holde hans Ge¬
mytte i et stedsevarende Oprør. Hvor stor var ikke da hans Lyksalighed, men
hvor liden er den ikke nu Det Baand, der bandt ham til Rinaldinæ Dey¬
lighed, de yndige Farver, der forblindede hans Øyne, kastede tillige de jam¬
merligste Lænker paa hans uskatteerlige Friehed; han solgte alle sine Herlighe¬
der for at kunde see paa et kiønt Ansigt, og han styrtede sit Sind i en stedseva¬
rende Uroe, for at faae en Skiønhed, paa hvilken han stedse kunde tænke.
Hvor beklager han ikke nu sit utaalelige Aag, og hvor ønskede han ikke, at
kunde blive løs af de Kieder, der gjøre hans Ulyksalighed hver Time større?
Vi vil endnu ikke for disse Daarligheder give ham Sted i Daare-Kisten, og
finde vi ingen af hans Jdrætter, der ere meere taabelige, vil vi endnu ikke ud¬
slette hans Navn af de Fornuftiges Liste. Men see, hans Raserier tage til
med hans Dage, og, endskiønt han hver Dag sukker under sin frivillige Træl¬
dom, kand han dog ikke aflade i Regn og Slud at passere forbie Rinaldinæ
Vinduer. Hvad der gjor ham egentlig til en Nar, er dette, at han paa een
Tid baade ønsker sig sin forrige Friehed og et stedsevarende Slaverie, Læn¬
