152.
kerne synes ham baade fore og søde; han hører, at hans Eifte belver hom¬
han seer sin Ulyksalighed for Øyne, om Samlingen kommer til Fuldkommen¬
hed, ikke desto mindre er et hvert Minute for ham som et heelt Aar, og han
længes efter at vove sig paa det Hav, hvor han ufeylbar maa lide Skibbrud.
Kand vi sige, at Fornuften her over sit Herredomme, og maa vi ikke tilstaae,
at Philopartenus er en Nar¬
Arrogantius plages af en Sygdom, der tillader ham ikke Roe i Siælen,
han indbilder sig at være den uforligneligste Borgere i Verden, og han tænker,
at man sætter ikke den tilbørlige Priis paa hans Fortienester, fordi man ey vil
læmpe sig efter hans Ærgierrighed, der veed af ingen Grændser, og ey føye
Anstalter til saa vakker en Mands Befodring til de anseeligste Charger. Alle
fine Medborgere seer han over Skulderne, Hiertet er opfyldt med høye Des¬
seins, og Hiernen giør hver Dag hundrede Anslag, hvorledes Arrogantius
kand blive sat paa Værdigheds høyeste Spidse; Lykken har hidindtil givet
Vind i hans Seyl, men han har ey i Sinde at kaste Anker, førend han kand
lande i Skyerne; han seer, at de nærværende Omstændigheder ere besværlige
nok, han sukker ofte under sine Byrder, men han længes tillige efter meere U¬
roe, og hans Ære-syge Gemytte kand ikke cureres, førend han faaer heele Ver¬
den under Contribution. Efter hans Tanker gaaer alle Ting imod Viisdoms¬
Forskrift; han vilde, om han kunde, reformere all Verden, og de værdigste
Personer fortiene efter hans Tanker ikke den Ære, som man giver dem. Snart
ønsker han, at Tyrkernes Maade maatte blive en Lov for andre, og at Meriter
maatte tages i Betragtning, hos hvem de end kunde findes, atter igien tilba¬
gekalder han disse Drømme, og vil, at de, som ved Fødselen ere adskildte fra
andre, skal allene være berettigede til de forefaldne feede Stykker. Det falder
Manden ufordrageligt at sidde paa den venstre Side af den, som i hans Øyne
er intet, og skulde han end tiltrygle og tilkiøbe sig et Ære Navn, maa det ko¬
ste hvad det koste vil, naar han ikkun selv kand nyde den øverste Rang. Vilde vi kal¬
de ham en Nar maatte vi velhøre, at hans Brødre ere mange; men de Jrrendes
Mængde kand ikke gjøre Vildfarelsen til intet, og Arrogantius maa finde sig
i at blive indsluttet i Verdens Daarekiste.
Pansophinus er som et levende Bibliothek; han har efter sin Mee¬
ning forskaffet sig et stort Liggende-Fæe af Lærdom, og, naar man seer
ham, skulde man snart slutte, at hans Hierne er Musernes Forraads-Kam¬
mer, han er kaldet frem af sine mørke Kroge, og han agter Verden lyksalig,
der kand glæde sig ved saa stort et Lys. Sin egen Hierne har han gjort til en
Symbolisk Bog, og den Pavelige Ubedragelighed, som han indbilder sig at ha¬
ve, formaner ham til at slette Streger over alt det, som han selv ikke forstaaer,
