353
eller rettere, som ey er overeensstemmende med de Principiig, som han selv har
fattet. Alle, uden han, gaae i hans Øyne i blinde, og den, som ey vil antage
ham for et Orakel, faaer strax sin Caracteer af Vantroende. Han har Myn¬
dighed efter eget Tykke at antage og forkaste, og hans Domme ere bevæb¬
nede med et broga, hvis Ord og Betænkninger behøve ingen Raisons.
Saaledes kand andres Vankundighed af en Knub skabe en Mercurium, og
den, som endnu selv kunde behøve at gaae i Skole, skal være Dommer i Ting,
som han ikke begriber. Denne Apollo maa giøre sig selv saa lærd, som han
vil, og andre maa af hans lærde Grimacer gjore saa prægtige Slutninger,
som dem Lyster; Jeg for min Deel har herimod mine egne Exceptioner, og
jeg fortaler mig ikke, om jeg siger, at Pansophinus er en Daare. Jeg vil ikke
disputere ham sin Lærdom, jeg vil ikke heller sige, at han ey kand være til Nyt¬
te; men, naar han ey vilde have Sted i Verdens Daare-Kiste, burde hans
Opførsel være anderledes. De høye Tanker, han har fattet om sig selv, de
Meeninger, som han indbilder sig at være ufeylbare, den Vished, med hvil¬
ken han vil paatvinge andre sine egene Jndfald, gjøre ham til en Pedant, der
er utaalelig, og bør han da ey tages ved Haanden, og indledes paa det Sted,
der er beskikked til Daarer;
Der er nu hen ved fire Aar siden Thrygiontes lod sig see paa Skue-Pladsen,
som en Mand, der havde Prætensioner paa Lykkens Gode, og han har i li¬
gesaa mange Aar aflagt de klareste Prøver paa sin Daarlighed. For at ba¬
ne sig Veyen til det Maal, som han haver i Sigte, har han femten gange for¬
andret sin Religion; Vi vil ikke tale om, hvorvidt han viser sig som en Nar,
det han anseer sin Paastand at være Grundet, vi vil ikke undersøge hans
Fortienester, enten de giøre ham værdig eller ikke; vi vil allene betragte
hans Adfærd i hans Solicitations Aar, og, naar den bliver lagt for Dagen,
skal vi strax see, at Phrygiontes fortiener sin Plads iblant Daarer. Han har
den forunderlige Tanke, at Mennesker skal fæste Troe til alle hans Beretnin¬
ger, saa færdig, som han viser sig selv, i at afskildre sine Meriter paa Papi¬
ret, saa villige vil han at andre skal vise sig i at lade sig bedrage af Farver. Vi¬
vil sætte, at Mandens Prætensioner ere grundede, og at han virkelig besidder
de Egenskaber, der burde giøre hans Omstændigheder bedre; men, om vi la¬
de dette blive en Sandhed, saa kand sligt dog ingenlunde tiene til at fritage
Phrygionem af Daare-Huuset. Et Menneske, der betræder de Veye, som
dan, bør gaae meere forsigtig til Verks; han bør i agttage alle de Regler, som
mit Blad om denne Sag forhen ere anforte; han maa ikke lade sig indtage
af deylige Ord, og ikke grunde sit Haab paa herlige Løfter, bør han ikke be¬
ænke, at man ey all Tiid af Mundens Ord kand giøre Slutninger til Hier¬
et i Reservationer og Exceptioner ere ikke allene i Mode ved Rettergange,
