34
men de have endog Sted i de Værelser, der blive gjorte til Masqvarade-Stu¬
er. Verden har kun en liden Deel tilbage af den gamle Ærlighed, og det
var at sætte en fornemme Mands Privilegier inden alt for snevre Grændser,
om man vilde paastaae, at han skulde være en Slave af sine Løfter. Det er en
fornøden Regl i de nærværende Tiders Politiqve, at man ikke skal lade sine Clen¬
ter gaae fra sig med en slet Trøst, og det bør paa den anden Side være den¬
Opvartendes Pligt, at han de fleste Tider troer tvertimod Trøsten. J de
grove og vankundige Tider, da man ey havde lært paa en hoflig Maade at ta¬
ge Folk ved Næsen, kunde det saa passere, at de eengang givne Løfter og
Forsikringer kunde beholde samme Gyldighed, som den autoriserede Mynt; men
kommer man nu, at jeg skal betiene mig af en fremmed Skribents Ord, og paa
en stor Mands Løfte vil hos Kræmmeren kiøbe sig en Alen Klæde, kand man
uden Tvivl vente sig dette Svar: Kiære, jeg troer ligesaa lidet Mandens Paro¬
le, som han selv. Det er ikke min Sag, eller for nærværende Tiid mit Øye¬
mærke at examinere, hvorvidt et Menneske er forbundet til at holde sit Lofte, ik¬
ke heller er det min Leylighed at sige, hvad Caractere den fortiener, der udspy¬
er Løfter i hobetal, uden Hierte at holde et eneste; hvad jeg vil sige, er alle¬
ne dette, at den, som drømmer om en almindelig Redelighed iblant Menneskene
den som forlader sine Velyndere med et glad Ansigt, fordi han er bleven afspi¬
set med en prægtig Forsikring, er den største Daare under Solen. Jeg har
kiendt den, der i dette Stykke har været saa lettroende, fordi han ikke har kiendt
til Verdens Maximer, at han i Anledning af et herligt Løfte, ey allene har eqvi¬
peret sig til at imodtage det Embede, efter hvilket han har løbet, men endog¬
saa gjort Anstalter til et fordeelagtigt Giftermaal; hvor har han ikke siden for¬
undret sig, naar han har seet alle sine Anslag at være omsonst, og hvor skam¬
mer han sig ikke, saa ofte han erindret sig sine Casteller i Luften,
Der er intet, som ligger Phillanthropum mere om Hiertet, end et stort
Antall af Venner, og det er først i disse Dage, at han i dette Stykke er blevet
underrettet om sin Daarlighed. Hans Dørre vare neppe tillukte, saa længe
hans Dage vare lykkelige, og, naar Pocalerne stedse kunde være fulde, hav¬
de han fuldt op af Venner og Tilbedere; Scenen blev neppe forandret, førend
Piben fik et andet Lyd; Da Creditorerne stormede til Phillantropi Boelig
med deres Krav og Regninger, havde Manden ingen Besøgelser uden af de
samme ubehagelige Giester, og, da Ankerne vare tømmede, blev Heftigheden i
Venskabet borte. En Mand, som Phillanthropus, skulde han med Billighed
kunde sættes paa de Vises Register, og forsee vi os meget, om vi ogsaa ind¬
rømme ham en Plads i Daarernes Boelig, burde han ikke betænke, at de fleeste
Venner ere som Svalerne, der komme med Foraaret, men fare bort imod
Vinteren, burde han ikke erindre sig, at naar Venskabet hængte allene af det
