336
Jeg vilde paa engang trodse Himmelen og Verden; men Tiden har den først¬
straffet mig, og den sidste spotter mig. Egensindighed er en Egenskab, der til¬
kommer de fornuftige Creature, der ikke findes hos andre, end Qvinder, Dag¬
rer og Børn, og Visdom befaler os, ved visse Leyligheder at bukke og giv¬
efter. En fornuftig Søe-Mand stryger sine Seyl, naar Vindene storme for
meget; men en Nar haster med fulde Seyl til sin Undergang. Et Menneske
der i sin Veye betiener sig af Klogskab, træder ofte et par Skridt tilbage, at
han siden kand giøre desto bedre Fremgang, men den daarlige, der ikke vil la¬
de sig lede, galouperer saa længe, til han brækker sin Hals.
Dumhed og Egensindighed ere hinandens Nær paarørende, og en Nav¬
indbilder sig stedse, at hans Ære staaer i Vove, hvis han ikke forsegter sin
Meening til det yderste. Kaste vi Øyet omkring os, saa skal vi finde mange,
der, naar de engang have begyndt at forsvare endog de daarligste Jndfald,
heller skal opoffre det fortroeligste Venskab, end lade den mindste Punct falde
af deres taabelige Slutninger. Skulde jeg nogensinde blive nødt til at om¬
gaaes med saadanne Hoveder, vil jeg stedse lade dem beholde Ret, og udgive
deres Ord som bevæbnede med største Raison; thi ved en sundere Forklaring
maatte jeg ikkun giøre mig dem til Fiender, og Sandheden vinder intet, naar
den skal forsvares mod en Daare.
Saa fuld, som Verden er af Daarer, saa vidtløftig kunde ogsaa denne
min Betragtning blive. Jeg vil ikke giøre et Menneske og en Nar til ligegyl¬
dige og et betydende Navne; thi jeg troer, at det er mueligt, at et Menneske
kand bruge sin Fornuft, og efter dens Love indrette sine Gierninger; men det¬
te tør jeg dog sige, at den største Deel af Verdens Jndvaanere overlade sig
til Jndbildingens og Begierlighedernes Anførsel, og tillade ikke Fornuften at
øve det Regimente, som den af Skaberen har faaet; saa længe Mennesket le¬
des af saa farlige Ledsagere, saa længe blive dets Gierninger daarlige, og Ver¬
den beholder altsaa det Navn, som jeg af Begyndelsen har givet den. Jeg
vil slutte min Betragtning med et artigt Sted hos en anseelig Skribent, hvis
Tanker om Verden have ikke været meget bedre end mine: Verden er en Skue¬
Plads, Menneskene ere Comedianterne; de adskillige Tilfælde udgiøre Styk¬
kerne; Lykken afdeeler Personerne. De Skriftlærde bestyre Machinerne, og
de Verdslige Vise ere Tilskuere. De Bemidlede sidde paa Logerne, de Mæg¬
tige paa Amphitheatrum, og Par-terret er for de Ulyksalige. Qvinderne til¬
føre Forfriskninger, de elendige snyde Lysene; Enhver Nar er en Ca¬
pel-Mester og Tiden lader endelig Forhænget nedfalde.
Titelen paa Comædien er denne: Ver¬
den vil bedrages
