358
ved dette sit Blad blive aabnet, og Lassens Slaver maa ikke see suurt, og
jeg med Magt indsperrer dem iblant deres Brødre.
Jeg har i en af mine forrige Betragtninger gjort mig Fliid for at vise, at et Men¬
neskes Vankundighed i sin egen Sag, og dets liden Overbeviisning om sine egne U¬
fuldkommenheder, gjør en anseelig Deel til dets Lyksalighed og fornøyede Tilstand,
Jeg skal i dette mit Ark lade det blive min Hoved-Sag at forestille, hvorledes samme
Vankundighed, understøttet af Egen-Kierlighed, er en Moder til Hoffærdighed
Der er en Kierlighed til sig selv, som er uskyldig, og henhører til Skaberens Orden,
men, naar samme overstiger sine foresatte Skranker, føder den mange Ulyk¬
ker og vanskabte Fostere. Vi kand sige om en stor Deel af vore Brødre, at
fordi de ey kiende sig selv, elske de sig alt for meget, og fordi de elske sig forme¬
get, er deres Hofmod utaalelig. Naar vi vil giøre os de rigtigste Begrebe¬
om Hofmodigheds Last, kand vi allerbest følge den fortreffelige Franske Skri¬
bentes de la Mottes Anviisning, denne kalder Hofmod en høy Meening om
sin egen Værdighed og Fortrin for Andre, og, naar vi undersøge denne
Beskrivelses Rigtighed, finde vi, at Lasten har sin Udspring af Egen Kierlig
heds ureene Kilde.
Vi kand allerbest komme i Erfaring om Sandheden i dette, naar vi efter
vor Maade stille os adskillige Exempler for Øyne, og vi have saa meget mindre
Umag med at finde de samme, som Hoffærdighed er en Last, der finder utal¬
lige Elskere. Alasontes er i sine egne Øyne den allerværdigste Person under
Solen, hans Hoved er stedse opreyst, og hans Øyne ere altid fæstede paa
Skyerne; Legemet faaer ikke den Positure, at han dermed kand bevise sig at
være et Menneske, men fordi han agter sig ophøyet over Jorden; kiører han
forbi en Vagt, og bliver ikke hilset paa den sædvanlige Maade, nyser han
Vognen af Vrede, og skulde være færdig at opofre enhver Soldat, og næg¬
ter man hans Heste den samme Ære, er Forseelsen uforsonlig. Skulde ved
Alasontes bekymre sig om dette, hvis han kiendte sig selv, og skulde han ikke
agte sig uværdig til den mindste Ærbødighed, hvis han ikke elskede sig selv paa
en ufornuftig Maade, Det er en Ulykke for denne Sprade-Basse, at hans
egen Mund skal stedse være den Basune, der udblæser hans Roes, og, hvis
hans Jndbildning var ikke desto stærkere, at han hver Aften kunde forsyne sig med et
nyt Forraad af Helte Bedrifter, som han om Dagen kand giøre bekiendte,
vilde hans Navn snart gaae af glemme, og hans Berømmelse blive til intet
Hvad giør Manden ufordragelig uden hans overmaade store Hofmod? Han mo¬
qverer sig over heele Verden, han gyseer alle andre som sine Slaver, og han¬
