360
et Menneske, der giør Væsen af det, som i sig selv er intet, der triner høyt og
gjør mange Figurer, endskiønt han selv er en Stymper, der intet har lært u¬
den at giøre sig tyk af en fremmed Vind, naar jeg derimod seer, at et Menne¬
ske, der besidder Fornuft, lader sig bedaare af Hofmodigheds glimrende Væ¬
sen, formilder jeg strax min Dom; thi de Tanker, han har fattet om sig selv
ere grundede paa virkelige Fuldkommenheder, og endskiønt hans Opførsel ikke er
philosophisk, fortiener den dog efter mine Tanker ikke en Censure af det Slags,
som med Rette tilkommer den hofmodige Daare.
Jeg skulde ikke tænke, at, fordi jeg ey vil ansee den Fornuftiges og Daar¬
liges Hofmod med lige Øyne, man derfor skulde dømme, at jeg vilde forsva¬
re Lasten, naar den findes hos den første, Ney, Hofmodigheds Partie an¬
tager jeg aldrig, og var der intet mere, som kunde beskiæmme de fornuftigste
Handeler, og fordunkle de Meriter, som kand findes hos Mange, saa er den¬
ne Last allerede nok. Jngen kand nægte, at jo Philotimus er en Mand, der
i alle sine Gierninger har ført den fornuftigste Conduite; De Prøver, han har
aflagt, aflegge her om de kraftigste og klareste Vidner, og alle Veldømmende give
ham den Roes, som han med billighed fortiener. Hans Høyagtelse vilde endnu
blive større, hvis han ey selv formeget stræbte at befordre den. Naar han ef¬
terseer de Tienester, som han har gjort sit Fæderne Land, naar han betragter
de Sager, der ere komne fra hans Haand, dømmer han dem som de, der end¬
nu ikke ere blevne agtede for det, de ere, og han støder sig meget, fordi hans
Brødre ikke, som de burde, kand see hans Meriter. Manden kunde undskyl¬
des, hvis han beholdt disse sine Tanker hos sig selv; Vi kunde ikke give ham
Sted iblant de Hofmodige, hvis han ey røbede sin Passion, og hans Ære
vilde blive dobbelt, dersom han ey selv hindrede dens Tilvext, Det var uri¬
meligt, om man vilde paastaae, at Philotimus skulde holde sig for en Daare,
og det var ubilligt, om man vilde befale ham saa stor en Grad i Ydmyghed,
at han skulde ansee alle sine fornuftige Gierninger for intet; men det fordrer
man med Fornuft af en Mand, der besidder Forstand, at han ingenlunde la¬
der sine Tanker om sig selv gaae saa vidt, at han paa den ene Side agter sig
uden Lige, og finder de Egenskaber hos sig, som han aldrig har eyet, paa den
anden Side viser sig begierlig og higende efter fremmed Berømmelse. Herudi
forseer han sig, og denne Forseelse gjør det, at jeg straffer hans Hofmod,
burde han ikke erindre sig, at Dyden har ligesaavel Geleyde af Ære, som Mis¬
undelse, og burde han ikke betænke, at den første følger i Hælene paa den, som
løber fra den, men flyer fra den, som løber efter den Vel er det saa, at de
Mennesker, som ere omkring os, ere vore Dommere; men skulde vi derfor
