362
kand de da befale os at see dem over Skudderne, der ere vore Brødre, omend¬
skiønt det ikke har behaget Himmelen at giøre deres timelige Tilstand lige med
vores, mon de ikke paa deres Maade tiene Fæderne Landet ligesaavel som an¬
dre, og bør de foragtes, fordi deres Stand tillader dem ikke at svømme i
Pragt,
Jeg nægter aldrig, at, hvis ingen Subordination var i Verden, vilde
alle Selskaber snart blive forvirrede, og enhver vilde paastaae Ret til at være
den Apperste; J den Henseende maa den Enes Underkastelse under den An¬
den ansees ligesaa nyttig som nødvendig; men hvor mange Ulykker avles ikke,
naar den Ufornuftiges Hofmod borttager Subordinationens Skranker, mang¬
ler det paa Exempler i vore egne Lande, saa finde vi dem i Andres, og lære vi¬
ikke af de samme, at, naar den, som har havt et par Trin for en anden, har
ikke kundet faae alle Ting efter sit Hoved, naar enhver ey har vildet ansee ham
for det, som han indbildede sig at være, har han ikke kundet ladet sig forsone
uden ved dens Andens Fald, Paa denne Maade berøver Hofmod Verden
mange af sine beste Borgere, og vi see de best skikkede Mænd at blive udelukte
fra de Tienester, som de kunde giøre, just fordi de ikke har vildet bøye sig dybt
nok, og finde sig i at efterleve dens Bydende i alle Poster, der haver Myndig¬
hed til at befale, men ingen Forstand til at bruge sin Myndighed ret.
Hofmod synes mig dog aldrig meere utaalelig, end naar den finder Sted
hos et Menneske af den geistlige Orden, og hvo er saa blind, at han da ikke
kand see den Skade, som af Laster i mange Henseender kand flyde, Ventosus
har i mange Aar baaret det alvorlige Liverie, men hans Hofmod har forø¬
get sig med hans Pung og hans Mave; han kand ligesaa deylig prædike om
Ydmyghed, som en anden, men han finder sig ligesaa lidet forbunden at efter¬
leve sine Formanninger, som andre. Jeg vil ikke tale om den Pragt, som fin¬
des i hans Huus, den Eqvipage, han fører, de Klæder, han bærer; men jeg vil
allene holde mig til hans egentlige Væsen. Himmel, hvor var er ikke denne
Prælat at faae i Tale, et hvert Trin er som et Canon-Skud, og et hvert Ord¬
som et Torden-Slag, paa Prædikestolen giør han sig dobbelt saa tyk, som han
er, og de Levninger, han har tilbage af sin Farbroders Jndfald, meddeeler han
sine Bønder i saa høye Toner, at hans heele Tale er som en Stormvind; Ven¬
tosus besøgte gierne de fattige i sin Meenighed, men man veed jo, hvorledes
Huusene ere paa Landet; Dørene ere lave, og Manden, der er vant til at fø¬
re et stivt Væsen og en oprakt Hals, kand ikke fornedre sig og giøre sig krogrygget,
for at tale et Ord med en Bonde. Denne Geistlige holder tre Tienere, den ene løner
