367.
intet, for det opperste og fornemste. Herudi er det, at den største Deel af Ver¬
dens Jndbyggere bedrage sig. De virkelige Fuldkommenheder agte de for Ba¬
gateller, Dyden er i deres Tanker ikke værd at beflitte sig paa; de sætte de¬
res Ære i nogle elendige Lapperier, og de vil at Pedanterie skal forskaffe dem
et udødeligt Navn. Ligesom de da raadføre sig allene med Sandser og Jnd¬
bildning, naar de dømme om de Ting, der skal giøre dem anseelige, saa lade
de sig og bedrage af disse vildfarende Ledere, naar de dømme om sig selv. Det
er ikke allene den gemeene Hob og Bermen af det Menneskelige Kiøn, der fæ¬
ster sine Øyne paa det udvortes; det er ikke allene en Bonde-Dreng, der
forgaber sig i en prægtig Kiortel, en forgyldt Carosse, en anseelig Geleyde af
Betientere; men Træ-Guden selv, der sidder indsluttet i sin kostbare Vogn,
forlyster sig hiertelig ved disse skinnende Ting. Kand vi sige, at denne kiender
sig selv, ingenlunde. Vidste han, at, hvor stor han end synes i sine egne Øye¬
ne, han dog ikkun er en elendig Skabning, der har en saare meget indskræn¬
ket Fornuft, en fordervet Villie, et skrøbeligt Legeme; vidste han, at han i all
sin Pragt og Overflødighed mangler de Dyder, der kunde giøre ham ærvær¬
dig, og at de Fornuftige ansee ham allene som et udpyntet billede, der føres i
Procession for at fornøye Tilskuere, skulde han vel lade en stor Deel af sin
Hofmod falde, og ikke have saa daarlige Tanker, som han sees at have
J Sandhed, naar jeg stiller mig et Menneskes Væsen for Øyne, naar
jeg betragter denne Skabning fra sin Vugge til sin Grav, finder jeg ikke det
allermindste, der kand give Aarsag til et høyt Mod, og jeg bliver stedse af de
Tanker, at, hvis enhver vilde ansee sig med fornuftige Øyne, skulde den u¬
mættelige Begierlighed efter Ære ikke fortrylle saa mange Gemytter, og ikke
styrte saa mange Mennesker i de største Ulykker. De ere faa, der ere befriede
fra Ærgierrigheds Last, og jeg drister mig at sige, at iblant alle Laster er in¬
gen, der har lagt flere Stæder og Lande i Aske, og bragt flere Regentere for
Tiden til Graven, end denne Ærgierrighed og Pragt ere de almindelige
Aarsager, hvorfor saa mangt et Rige bliver styrtet, og af en blomstrende Til¬
stand geraader i yderste Elendighed. De fleste Regenteres Begierlighed efter
et almindeligt Herredomme over heele Verden har i Verden stiftet det største
Uheld, saa mange tusinde faderløse Børn, og saa mange tusinde børnløse
Fædre beklage sig over deres Fyrsters Ærgierrighed, der har ikke vildet lade
sig nøye med deres Fæderne-Riges Grændser. Alexanderden Store havde ikke
midt i sine Dage omkommet ved den Babyloniske Gift, og Julius Cæsar hav¬
de ikke erfaret det dødelige Sting af Bruti Dolk, dersom de begge havde vildet ta¬
ge til takke med en middelmaadig Ære.
Naar jeg betragter disse tvende ærgierrige Hoveder og alle dem, der agte
det for en Ære at træde i deres Fodspor, komme de mig fore, som nogle op¬
rorte Strømme, der oversvømme alle Ting og true med Ødeleggelse; dog mener
jeg, at, hvis de gjorde en liden Stilstand med deres Passioner, og tillod Fornuf¬
ten at tale et par Ord til deres Beste, vilde de blive overbeviiste om deres Daarlig¬
