369
hand ikke andet end vige et var Skridt fra min Hoved Sag, for at meddeele mi¬
Læsere en Copie af et vist Original-Document, der er kommet mig til Hænde;
nan har fundet det efter en fremmed fornemme Cavalier, der for sin Afskeed fra
Verden har faaet opladte Øyne, og paa et Papir lagt sine forrige Daarligheder
or Dagen. Saasnart, siger han, var jeg ikke indskrevet iblant dem, der med
eres Tapperhed skal forsvare Fæderne Landet, førend jeg indbildede mig, at ha¬
de Myndighed til at handle med enhver som min Undersaat. En Borger ansaae
og som min Slave, og en Student som min Opvarter, for at vise Prøve paa mit
Helte Mod, satte jeg stedse min Hat paa tre Haar, og ved allermindste Fortør¬
delse tog jeg fat paa min Sabel. Naar man betroede mig en Commando, gior¬
de jeg mig en Ære af at være Bøddel; jeg tog ofte min Elskte ved Haanden, og
dasserede 10 gange forbi en Skildvagt, for at vise hende den Ærbødighed, som
nin Subaltern var mig skyldig, og det var allene den sidste gang, da jeg gav Tegn
med min Stok, at Soldaten ey skulde presentere Gevæhr. Vel havde jeg Møye
med at lære den vidtløftige Exercitie, men da jeg havde lært den paa mine Fingre,
roede jeg, at min Ligemand ikke kunde findes. Jeg agtede det for en Skam, om
og ikke hver Aften skulde bivaane de sædvanlige Spille-Sælskaber, og, om jeg
end ofte maatte udsætte min beste Mondure, vilde jeg dog ey have Navn af en Cou¬
on. Jeg indfandt mig stedse iblant Fruentimmer, og jeg led en stor Ulykke, in¬
den jeg fik berettet dem, at jeg nyelig var bleven Lieutenant. Engang har jeg
lugtet Krigen, men aldrig havt Haand paa min Kaarde for at nedsable min vir¬
kelige Fiende, ikke desto mindre har jeg aldrig kundet faae Tiid nok til at fortælle
mine Bedrifter, og, at jeg reent ud skal bekiende min Daarlighed, har jeg indbil¬
det enhver, at jeg har tre Felt-Slag i min Mave, og at jeg engang har forladt Vald¬
stædet med tredive Saar. J min Ungdom blev jeg slaget med en Steen i min Pande,
hvoraf endnu findes Ar, nu derimod skal denne Skade være et Mærke paa min Tap¬
derhed i Krigen, og da jeg søgte for 10 Aar siden at avancere, anfordte jeg dette Saar,
som den største Merite. Saa stor var min Daarlighed, saa taabelig min Hofmod, da
og endnu ikke kiendte, at jeg var et Menneske; Endelig har jeg lærdt, hvo jeg er, og jeg
akker Himmelen, der har ført mig i en Skole, hvor Sygdom har været min Læreme¬
ster, og hvor Legemets Smerte har ydmygget mig &c. Denne Bekiendelse er oprigtig,
og den lærer os, at, hvad jeg forhen har anført om et Menneskes Daarlighed, saalæn¬
ge det endnu ikke er bekiendt med sig selv, har i alle Maader sin Rigtighed.
Naar jeg vil anføre fleere Midler, der kand tiene til at dæmpe det hofmodige
Væsen og sætte Ærgierrighed sine visse Grændser, kand jeg ikke være vidtløftigere
at tale om egen Kundskab, som det fornemste; jeg vil derfore i mueligste Korthed
erindre, at naar den Ærgierrige vilde betragte, hvor ufornuftig han gaaer til Verks
ved at arbeyde paa sit Navns Udødelighed, kunde dette mueligt blive ham en An¬
ledning til Ydmyggelse, og formaae ham til at nedbryde de høye Machiner, ved hvis
Hielp han stræber at opkravle til Ærens høyeste Spidse. Man undersøge alle de
Midler, af hvilke den Ære-syge pleyer at betiene sig, og man skal erfare, at de
