363.
hed, og naade bleve underrettede, at de ikkun vare Mennesker, der ey kunde giø¬
re sig Haab om en Bestandighed i deres Foretagende, skulde de ey af Ærgierrig¬
hed lade sig lede paa ligesaa daarlige som farlige Veye.
Giør jeg en Overgang fra de gamle Tider til de Nærværende, finder jeg, at
Verden er i dette Stykke den samme som for, ja, naar jeg vil blive inden Fæder¬
ne-Landets Grændser, bedrager jeg mig vel ikke, om jeg siger, at Daarligheden
er bleven større. Det maa vi lade de nærværende Tiider, at de ere meere slebne
end de forrige; Videnskaber have naaet en større Fuldkommenheds Grad, og de
moralske Lærdomme synes meere at være komne i Moden, men vi see jo dog, at jo
klarer det Lys bliver, som Menneskene skal følge, jo meere vandre de i Mørket; U¬
lykken er denne, de bygge paa falske og skrøbelige Grunde; Bygningen synes ud¬
vortes deylig, dens Farver ere skinnende, dens Skikkelse behagelig, men, som den
fattes sine rette Hjørne=Steene, bliver den aldrig bestandig. Vel bliver det en u¬
omstødelig Sandhed, at, naar Mennesket skal svare til sit Navn og opfylde sine
Pligter, maa Forstanden renses fra urigtige Begreber, Villien maa underkaste¬
Fornuftens Befalinger; men hvor er det mueligt, at denne Sandhed kand vise
sin Kraft, naar deres Taller kun lidet, der begribe, at de trænge til Forbedring¬
Naar skal den Tiid komme, da enhver skal lade af at have de gunstigste og beste
Tanker om sig selv, naar skal Sandheden saaledes triumphere, at Laster skal bli¬
ve Laster, og ey passere for Dyder, Saalænge Mennesket indbilder sig, at dets
Tilstand er ypperlig saalænge enhver beholder de Tanker, at Fornuften har Haand¬
i alle hans Gierninger, og at intet kand udsættes paa hans Jdrætter, saalænge
haaber man de bedre Tider forgiæves. Vore Unge og bemidlede Brødre have Fri¬
hed at besøge fremmede Lande, naar de ere bekiendt i deres egne, men skulde denne
Frihed blive dem givet med de Vilkaar, at de først skulde lære at kiende sig selv
vilde vel deres Reyser til Fremmede blive til intet. En ung Herre kand efter sin
Tilbagekomst være som et almindeligt Land-Kort, man kand ligesom see alle Stæ¬
der og Byer afskildrede i hans Pande, han kand med Hurtighed tale om de uden¬
landske Handeler, og vide et hvert Riges Beskaffenhed paa sine Fingre; men vil¬
de man spørge ham, hvorledes han selv er beskaffen, og hvad Kundskab han haver
til de hemmelige Fiender, der forstikke sig i de inderste Kroge og forlede ham til u¬
tallige Laster, skulde man ofte spore en Vankundighed, der er ubeskrivelig.
Den har alt for gode Tanker om sig selv og andre, der vilde kalde disse Sand¬
heder i Tvivl, og saalænge de beholde deres Kraft, have vi ingen Aarsag til For¬
undring, naar vi see, at den Hofmodige stedse farer fort i sin Daarlighed; thi som
han ikke kiender sig selv, satter han ikke heller den Liighed, der er imellem ham og
andre, og de Vidnesbyrd, som han selv aflegger om sine høye Egenskaber, vil han¬
at andre skal andtage for ubedragelige. Her yttrer da Daarligheden sig paa en
anden Maade, hvad der er stort i den Opblæstes Øyene, skal ogsaa være stort i
Andres, og den, som plages af Hofmodigheds Sygdom, lader ikke lettelig no¬
gen Leylighed forbigaae, der kand tiene til at giøre ham bekiendt for Verden. Jeg
