359
kand ikke andet end vige et var Skridt fra min Hoved-Sag, for at meddeele mi¬
ne Læsere en Copie af et vist Original-Document, der er kommet mig til Hænde;
man har fundet det efter en fremmed fornemme Cavalier, der for sin Afskeed fra
Verden har faaet opladte Øyne, og paa et Papir lagt sine forrige Daarligheder
for Dagen. Saasnart, siger han, var jeg ikke indskrevet iblant dem, der med
deres Tapperhed skal forsvare Fæderne Landet, førend jeg indbildede mig, at ha¬
ve Myndighed til at handle med enhver som min Undersaat. En Borger ansaae
jeg som min Slave, og en Student som min Opvarter, for at vise Prøve paa mit¬
Helte Mod, satte jeg stedse min Hat paa tre Haar, og ved allermindste Fortør¬
nelse tog jeg fat paa min Sabel. Naar man betroede mig en Commando, gior¬
de jeg mig en Ære af at være Bøddel; jeg tog ofte min Elskte ved Haanden, og
passerede 10 gange forbi en Skildvagt, for at vise hende den Ærbødighed, som
min Subaltern var mig skyldig, og det var allene den sidste gang, da jeg gav Tegn
med min Stok, at Soldaten ey skulde presentere Gevæhr. Vel havde jeg Møye
med at lære den vidtløftige Exercitie, men da jeg havde lært den paa mine Fingre,
troede jeg, at min Ligemand ikke kunde findes. Jeg agtede det for en Skam, om
jeg ikke hver Aften skulde bivaane de sædvanlige Spille-Sælskaber, og, om jeg
end ofte maatte udsætte min beste Mondure, vilde jeg dog ey have Navn af en Cou¬
Hon. Jeg indfandt mig stedse iblant Fruentimmer, og jeg leed en stor Ulykke, in¬
den jeg fik berettet dem, at jeg nyelig var bleven Lieutenant. Engang har jeg
lugtet Krigen, men aldrig havt Haand paa min Kaarde for at nedsable min vir¬
kelige Fiende, ikke desto mindre har jeg aldrig kundet faae Tiid nok til at fortælle
mine Bedrifter, og, at jeg reent ud skal bekiende min Daarlighed, har jeg indbil¬
det enhver, at jeg har tre Felt-Slag i min Mave, og at jeg engang har forladt Vald¬
stædet med tredive Saar. J min Ungdom blev jeg slaget med en Steen i min Pande,
hvoraf endnu findes Ar, nu derimod skal denne Skade være et Mærke paa min Tap¬
perhed i Krigen, og da jeg søgte for 10 Aar siden at avancere, anførdte jeg dette Saar
som den største Merite. Saa stor var min Daarlighed, saa taabelig min Hofmod, da
leg endnu ikke kiendte, at jeg var et Menneske; Endelig har jeg lærdt, hvo jeg er, og jeg
takker Himmelen, der har ført mig i en Skole, hvor Sygdom har været min Lærreme¬
ster, og hvor Legemets Smerte har ydmyget mig &c. Denne Bekiendelse er oprigtig,
og den lærer os, at, hvad jeg forhen har anført om et Menneskes Daarlighed, saalæn¬
ge det endnu ikke er bekiendt med sig selv, har i alle Maader sin Rigtighed.
Naar jeg vil anføre fleere Midler, der kand tiene til at dæmpe det hofmodige
Væsen og sætte Ærgierrighed sine visse Grændser, kand jeg ikke være vidtløftigere
at tale om egen Kundskab, som det fornemste; jeg vil derfore i mueligste Korthed
erindre, at naar den Ærgierrige vilde betragte, hvor ufornuftig han gaaer til Verks¬
ved at arbeyde paa sit Navns Udødelighed, kunde dette mueligt blive ham en An¬
ledning til Ydmyggelse, og formaae ham til at nedbryde de høye Machiner, ved hvis
Hielp han stræber at opkravle til Ærens høyeste Spidse. Man undersøge alle de
Midler, af hvilke den Ære-syge pleyer at betiene sig, og man skal erfare, at de
