370
snart alle ere latterlige, og paa ingen Maade overeensstemmende med den lunde
Fornuft. Jeg sætter, at et Menneske, som Lykken har begavet med Rigdom, stræ¬
ber ved den samme at sætte sig i Anseelse, og giør sig til af den samme, som en vir¬
kelig Fuldkommenhed; mon denne kand siges at handle fornuftig, og mon hans
høye Hierte kand i Rigdom finde Aarsag til sit stolte Væsen, Jntet mindre. Den
som ved anseelige Udgifter vil bane sig Veyen til Ære, kommer aldrig til sit forefat¬
te Maal, thi han finder sig jo omringet med tusinde Andre, der ofte have hans
Formue dobbelt, og som de overgaae ham i Rigdom, saa bliver det ham ikke mue¬
ligt ved kostbare Klæder, ved Heste og Vogne at giøre dem til sin Tilbedere. Hans
Høyagtelse bliver allerne hos den gemeene Hob, der lader sig bedaare af de Ting, der
falde i Øyet, og ingen beviser ham Ære uden Snylte Giæste og de, som i andre
Henseender have Fordele ved hans Huusholdning. Som Naturen har gjort ham
lig med den uselste Betler, saa maa han selv beflitte sig paa nogle udvortes Skildter,
der kand adskille ham fra andre, og af disse elendige Mærker hænger all den Ærbø¬
dighed, som de Blinde i Verden bevise ham.
Den Hofmod og Ærgierighed, som indsniger sig i de Lærdes Boeliger,
synes at have nogle meere rimelige Grunde; dog bliver det aldrig efter mine
Tanker Umagen værd stedse at trette sig med det svareste Arbeyde for at forskaf¬
fe sig Titel af en lærd Mand, med mindre Flittigheden reyser sig af Kierlighed
til Dyden, uden hvilken de Fornuftige ingen sand Fornøyelse kand finde i Vi¬
denskaber. Hvor stor er ikke deres Mængde, der fortære deres Kræfter og
have sovnesløse Nætter for at gjøre een Fremgang efter en anden i lærde Sa¬
ger, og maa dog tage til takke med dette: Den Mand er temmelig lærd.
For disse tre Ord maa han fra Barns Been af nedbryde sit Legem, anvende
store Summer paa Forraad af Bøger og andre til hans Øyemerke tienlige
Midler, og endelig efter all sin Møye ofte gaae som en unyttig Skabning, og
finde sig i, at en halv lærd eller aldeles vankundig Stymper løber af med det,
der burde være en Belønning for hans Fliid, ja, mon jeg ikke med Grund kand
igientage, hvad jeg tilforn har erindret, at saadanne ofte befordre deres alt for¬
tilige Død, kand ikke dette hede: Laborare in titulum Sepulcbri, Dag og
Nat at hænge i Arbeyde, for at faae en smuk Grav-Skrift, der aarlig nep¬
pe af to Mennesker bliver læst, Lad os sætte, at Jorden bærer paa ti Gange
hundrede tusinde Mennesker, skulde jeg da holde mig for lyksalig, naar jeg ved
mine Gierninger allene kunde giøre mig bekiendt for de tusinde, af hvilke meere
end den halve Deel vilde være slet tilfreds med mig, og ikke lade mig undgaae deres
umilde Domme. Jordens forrige Indbyggere veed ikke det mindste, og min Hu¬
kommelse vilde faa Aar efter min Død saavel som mit skrøbelige Legeme blive aldee¬
les til intet. Skulde jeg da for en Haand fuld Ære sættes i Bevægelse, betræde
hundrede krumme Veye for at naae en liden Høyagtelse, ansee min Næste med
Foragt, forstyrre den Rolighed i mit Sind, og underkaste mig mange andre
unyttige Handeler, der maatte sætte mit Gemytte i en stedsevarende Uroe, og stor¬
