371.
temmig maaskee aldeeles i Ulykke. Ney, naar jeg vil følge Fornuftens Ledsagning,
bliver jeg en ævig Fiende af Hofmod, og naar jeg ey vil giøre mig til en Nar, bli¬
ver jeg aldrig, i at søge efter Ære, urimelig.
Nu i dette Øyeblik befaler en uformodentlig Hendelse mig at forlade mine eg¬
ne Tanker og betiene mig af andres. Jeg finder ved min Side et Brev, og jeg
begriber ikke, hvorledes det er ankommet; Jeg aabner det, og befinder det af føl¬
gende Jndhold.
Min Ven.
Undre dig ikke, at man endogsaa sender dig Breve fra de meest uformodentli¬
ge Stæder. Vor Skrivelse er uden Tvivl den første, som du har erholdet fra de
Dødes Lande, og den bliver vel ogsaa den sidste. Den Omgang og det forborg¬
ne Gemeenskab, som de Afdødes Siæle have med de Levendes, er Aarsagen, at vi¬
i de mørke Boeligger blive stedse underrettede om de Ting, der gaae for sig paa Jor¬
den, saa at Verdens fordærvede Borgere have endogsaa iblant de Døde deres
haardeste Vidner. Paa denne Vey ere vi komne i Erfaring om dit ugentlige Ar¬
beyde, og du kand neppe fastsætte i dine Tanker, hvad Sag du vil afhandle, at
jo den Aand, der har agtet paa de Ting, der gaae for sig i din Phantasie, hvoraf
han gjor Slutninger til meere, beretter os strax dit Forehavende. Vi have ikke
agtet det fornøden, at vexle Breve med dig, førend det blev os sagt, at du vilde
klippe Vingerne paa de Hofmodige, og, da vi bleve underrettede, at du ogsaa
var sindet at anføre de Midler, der kunde tiene til Sagen, har i Besynderlighed
jeg agtet det for min Pligt at lade dig bringe et Brev, der vedkommer den Sag,
som du afhandler Begierer du at vide, hvorfor en død Mand kommer dig til Hielp,
saa viid, at jeg anseer alle de Levendes Erindringer imod Hofmodigheds Last for
aldeles utilstrekkelige til at dæmpe den. Troe den, der kand tale af Erfarenhed,
og lad den Døde prædike i dit Blad imod den urimeligste og afskyeligste Feyl, mue¬
ligt en Erindring af det Slags vil da ikke blive uden Nytte.
Det er ikke længe siden jeg selv blev en Lem af de Dødes Selskab. Jeg forly¬
stede mig med den Tanke, at saa snart jeg satte Foden i de hensovedes Værelser,
skulde enhver reyse sig, og efter de Levendes Maade bøye Knæ for min Person. Jeg
erindrede mig selv, at jeg havde været een af de anseeligste Mænd i Verden, og haa¬
bede ved min Afskeed fra Verden intet at tabe af min forrige Værdighed. Men
jeg saae med største Forundring, at jeg i min Meening havde bedraget mig. Man¬
ge gave mig ved min Ankomst Geleide, som jeg i Livet aldrig har vildet værdige at
kysse min Haand, og jeg saae, at de Nærværende tog imod disse med samme Æ¬
res-Beviisning som mig. Man anviiste enhver iblant os den Plads, paa hvilken vi
til videre skulde opholde os, og vor Orden blev fastsat efter vor Indgang. Jeg vid¬
ste ikke, enten jeg skulde agte mig lyksalig eller ey, da jeg fik min Sted imellem
tvende, som jeg havde kiendt i Verden; den eene var en Mand af fornemme Her¬
komst, den anden det elendigste Menneske, som jeg kunde erindre mig. Jeg bøye¬
de mig for den første, og prisede mig lyksalig, at jeg havde faaet den til Naboe, som
