372
i Verden havde havt samme Tanke om sig som jeg om mig. Jeg gav ham de ydmygste Ord, jeg
betiente mig af mueligste Veltalenhed, for at faae et Ord af min Side Mand, men alle mine
Complimenter vare forgiæves, og han var døv til allmin Høflighed. Jeg indbildede mig endelig,
at han i de Dødes Rige maatte være bleven en større Mand, end han forhen havde været i de Le¬
vendes. Jeg mangfoldiggjorde derfor mine Titeler, Excellencer, Durchlautigheder, Høyvel¬
baarnheder, og alle de Æres Navne, som jeg af den Tydske Calender kunde erindre mig, udøste
jeg i Hobetal, men Mandens Svar blev alligevel borte.
Da jeg atter var i Begreb med at forundre mig over hans Taushed, førte jeg imod For¬
haabning min anden Naboe at tiltale mig paa følgende Maade: Saaledes gaaer de Mennesker,
der ere heel adskildte i Tiiden, uden all Forskiæl ind i Ævigheden; Viere her samlede, min Bro¬
der, og sig mig, hvorledes det nærværende Selskab behager dig. Saa emfindtlig, som den
Fornemmes Taushed forekom mig, saa smerteligt faldt det mig, at blive tiltalt af den Nedrige¬
Jeg vegrede mig ved at høre fleere Ord af saa foragtelig en Stymper, og jeg oplod igien min Ti¬
tel fulde Mund, for at bevæge den anden til at svare mig. Men hvor forundrede jeg mig ikke
da hans første Ord gave mig denne Regel-Saadanne Caracterer, af hvilke du hidindtil har betient
dig, have ingen Sted i de Dødes Lande. Her maa alle Ting være naturlige, og de Navne, som
udvortes Omstændigheder, der hverken giøre Menneskene i deres Væsen onde eller gode, tilveye¬
bringe en Borger frem for een anden, ere i de stille Boeliger ubrugelige. Vi kalde hinanden her¬
Venner og Brødre, og viid dette, at vi her alle ere ligge. Denne Regel var i mine Øren er
Tordenslag, og jeg ønskede mig atter paa Jorden, siden jeg befandt mig i saadanne Boeliger, hvor¬
jeg savnede alle de Tilbedelser, alle de Æresbeviisninger, som jeg tilforn havde havt. Jo mee¬
re forgieves jeg erfarede mit Ønske at være, jo svarere blev Byrden. Den foragtede Naboe var
mig meere fortredelig end den fornemme; han svadsede stedse om Menneskenes Liighed paa Jor¬
den, den han vilde bevise af deres Liighed i Graven; Jeg skammede mig længe ved at indlade mig
i Dispute med en Mand, som jeg tilforn stedse havde vendet Ryggen, men min Taalmodighed
blev tilsidst overvundet, og jeg væbnede mig imod ham med adskillige Beviser, jeg henviiste ham
til de Fornemmes Herligheder, deres Rigdomme, deres Adgang til de Ophøyede, jeg kastede
ham de Fattiges elendige Herkomst i Næsen, deres slette Omstændigheder, deres almindelige
Foragt, deres usle Jordefærd, men jeg udrettede aldeles intet, jeg forsikkrede ham, at Kiernen
af Adelen havde givet mit Legeme Geleyde til Jorden, og at min Præst havde forsikkret mig om ad¬
skillige Prærogativer i den anden Verden; han blev ved sit forrige, og paastod, at alle saadanne
Ting paa ingen Maade kunde ophæve Menneskenes Liighed. Sandt at sige, Min Ven, Erfa¬
renhed har lærdt mig det samme; Min Hofmodighed i Livet var ubeskrivelig, jeg giorde mig til
af en Titel, der intet kunde forbedre mig, og jeg var i mit egentlige Væsen ligesaa foragtelig som
den elendigste Tigger, der med sin Fattigdom tillige er Lastefuld, havde jeg vidst, at min Stand
og mine Penge ingen Fordeele skulde have skienket mig i Døden; troer jeg ikke, at jeg med saa stor
Hidsighed havde snappet efter et fattigt Navn og et Sted paa mine Medbrødres høyre Haand.
Jeg har lærdt, at Adel vil intet hielpe i Døden, og at ligesaa lidet, som den herlige Tilstand,
kand holde Sygdomme og Død tilbage, ligesaa lidet kand de samme indrette Rang-Forordnin¬
ger i de Bortdødes Lande. Medeeleders Brødre dette mit Brev, og sig dem, at det er fra
den
Admygede.
Denne er Skrivelsen, som imod Forhaabning er mig overgivet, man kand ligesaa lidet
tvivle om dens Udstædelse fra et Contoir i Dødningers Rige, som man tvivler om, at en død
Mand for nogen Tiid siden har gaaet omkring og prædiket paa en Dansk Øe Kand de Dødes Ad¬
varseler tiene de Levende til Beste, er den kommen ret til pas, og kand de hofmodige Aander ved dens
Jndhold blive lidet bøyede, har man opnaaet det Maal, til hvilket man har sigtet. Det gaaer ikke
an, at jeg vil bevise Lassens Urimelighed ved theologiske Grunde; thi det er ikke mit Embede. For¬
nuften skal allerne give migenledning og naar den Bydende maatte blive efterlevet,
skal vi herefter ingen meere Aarsag, finde til at støde og over
Hoffærdige Borgere.
