374.
Nørste Deel af sine Timer paa sit anbefalede Arbeyde, søger en liden Rolig¬
hed ved at samles med sine Liige, og ved at forskaffe sig nye Kræfter til at ved¬
ligeholde sine Handteringer. Den Maade, som er indbragt i Verden, at den
ene Borger skal besøge den anden, er uden Tvivl af lige Ælde med Verden.
Dens Absigter vare i Begyndelsen gode og lovlige. Man indbildede sig med
Ret, at de Baand, der sammenknytte Lemmerne i et Selskab, kunde derved
blive fastere. Man var overbeviist, at en af de første og fornemste Pligter, som
Naturen selv har indprentet i de menneskelige Gemytter, udfordrer at lade sig
indfinde hos Andre, tilbyde sin Tieneste, og erfare, om man paa en eller an¬
den Maade kunde komme de Trængende til Hielp, De have ikke bedraget sig,
naar de har troet, at de Besværligheder, der følge med Livet, vilde ved en for¬
nuftig Samtale med andre, der bære paa samme Aag, i mange Henseender
blive lettere og sødere, saa at Besøgelser ey allene kand ansees som noget, der
tiener til det menneskelige Sinds vederqvægende Forlystelser, men vi bør end¬
ogsaa agte dem for en af de Skyldigheder, som det ene Menneske bor vise i¬
mod det andet. Men naar vi paa den anden Side vil, at Maalet, til hvil¬
ket de sigte, skal opnaaes, indfinder Fornuften, Dyden og vores fælles Beste¬
sig, som de sikkerste Veyvisere, der give os nogle Regler, som vi ikke maa over¬
træde, naar vi ogsaa med upartiske Øyne beskue den Omgiængelse, der nu er
i Mode, og de Besøgelser, der nu ere brugelige, finde vi, at de fleeste ere langt
afvigede fra den første Orden, og at altsaa deres første Øyemærke paa ingen
Maade kand opnaaes.
Leve-Konsten, der nu er i sin meest blomstrende Periodo, har befalet For¬
nuften at vige tilside, vore Besøgelser, eller, at jeg skal tale i Velanstændigheds¬
Sprog, vore Opvartninger, saaledes som de nu ere indrettede, tiene til intet
uden at vise en blind og taabelig Lydighed imod Verdens urimelige Maneerer,
og at giøre sig selv en unyttig Tids-Fordriv. Dog jeg skulde ikke sætte mine
Brødre tilrette, hvis deres Daarlighed gik ikke videre, deres Omgang med
hinanden skulde ikke blive gjort latterlig i mine Blade, hvis dens Følger ikke va¬
re farligere; men, da Daarligheden i dette Stykke bliver hver Dag større, og
Skaden, som flyder deraf, er almindelig, bliver det mig ikke mueligt at holde
de Bestraffelser tilbage, som Sagen efter mine Tanker kand med Billighed
fortiene.
Saa mange Grader, som der ere imellem mig og dem, der paa den al¬
mindelige Skue=Plads have bemægtet sig hartad de fornemste Loger, saa stor
burde og min Overbeviisning være om mine egne Omstændigheder, at jeg ey
skulde fordriste mig til at sætte min Fod i de Fornemmes Samlinger; jeg vil
ey gaae videre, end Subordinationen kand tillade mig; jeg vil ey giøre mig saa
Næse-viis at indtage et Sted ved Dørren for at beskue deres Adfærd, jeg
bliver i mine egne Kroge, og jeg meener paa denne Plads bedre at kunde see de¬
res Opførsel, naar de ere samlede tilhobe, end om Lykken havde gjort mig selv
