375
til en lem af deres Sælskab. Fortaler jeg mig nu, om jeg siger, at deres
Samlinger ey stedse ere indrettede efter Fornuftens Bydende, og naar de ind¬
romme sig 6 Timer til at holde Maaltid, hvad Tild bliver da tilbage, der kand
anvendes paa fornuftige Samtaler, Jeg understaaer mig ikke at fordre dem
til Regnskab; og, da det Fortrin, som de have for den almindelige Hob, gi¬
ver dem maaskee Frihed fra at efterleve de Love, der forbinde andre, vil jeg
forlade deres Sælskaber, og begive mig til andres.
Jeg undrer mig ikke, naar jeg seer, at Mennesker af det fornuftige Slags
heller forlyste sig med at besøge Skovenes og Markenes Jndbyggere, end at
gaae i Samling med dem, der i Henseende til deres Væsen burde være klogere
end disse. Lader os beskue de fleeste Sælskaber, lader os anhøre de Ting, der gi¬
ve Materie til de fleeste Discourser, og vi skal erfare, at det er allene Røsten,
som beviiser, at de forsamlede ere Mennesker. Polylalus kand ikke leve, uden
han tre gange om Dagen skal aflegge Besøgelser til sine Bekiendte, og hans
Tale er paa alle Stederne en og den samme. Han gjor Begyndelse af Luften
og Veyret, og han ender med Jorden. Naar en Snee nedfalder, taler han
strax om det deylige Cane-Før, og han anfører det som en Helte-Gierning, at
han allerede har kiørt tre Hæste ihiel. Mærker han til Soelskin i de kolde Maa¬
neder, siger han, at Naturen har forandret sit Lob, og at Sommeren kom¬
mer for tidlig. Avisen fører han stedse i Lommen, og, naar han ey har dens
uvisse Beretninger til Livs, er han, som en vis Skribent siger, ikke ulig et
Blad reent Papiir, han holder hver Dag en Journal over sine Huus-Folks
Opførsel, at han kand give sine Brødre en fuldstændig Beskrivelse af sine Be¬
tienteres Liv, og han forærer ikke sin Kone en nye Klokke, førend han strax
skal besværge sig ved et Glas over de mange og store Udgifter, som han aar¬
ligen har at bestride. Han har en eneste Datter, og, saavidt jeg veed, har end¬
nu ingen paa denne Kram gjordt det første Bud, ikke desto mindre raaber
Polylalus, hvor han kommer, at han ey kand have sine Dørre lukte for Frie¬
re, og at han bedrøver sig ikke lidet, fordi hans Datter ey vil resolvere. Cla¬
mantes er gjerne Polylali Medbroder, og det er forunderligt at høre disse tven¬
de, naar de raabe i hinandens Munde; Naar den Første taler om sin Dotter,
taler den Sidste om sine Sviin, og naar Hiin er i Ungarn, er denne i sin Faa¬
restie, naar Polylalus beretter, at Keyseren er død, siger Denne, at Bræn¬
det er dyrt, og naar den Første spaaer om Conjuncturernes Forandring, kla¬
ger den Sidste, at hans beste Koe er bleven syg. Kommer den lærde Skræ¬
der i Sælskabet, som tredie Mand, bliver Ulykken alt for stor og Sværmen u¬
fordragelig for de Fornuftiges Øren; Tre adskildte Partier sætte sig da ved
tre Borde, og enhver iblant dem fornøyer sit Sælskab med særdeles Materier.
Skræderen har lært paa sine Fingre den saakaldede Præste-Pine, og naar
man spørger, hvor mange Alen han behøver til en Klædning, spørger han i¬
gien, hvem der syede Adams Skind-Pelts Ja mit Blad maatte blive fyl¬
