87
Det bliver mig ikke mueligt at tale det mindste til saa forvendt et Men¬
neskes Undskyldning, jeg holder ham meget mere for en Pest, og hans Væsen,
for en smittende Sygdom. Trahuntur plerumqve a conversantibus mo¬
res, siger den fornuftige Seneca, man træder gierne i deres Fodspor, som man¬
pleyer at omgaaes, og jeg har stedse været af den Tanke, at Lasternes Herre¬
domme ikke skulde blive saa almindeligt, hvis vi havde Øye med alle vore Trin,
og ikke indfandt os i andre Sælskaber, end deres, der alle ere Elskere af Dy¬
den, og hvis Forlystelser ere reene og uskyldige. Men hvor saa ere ikke disse?
siden det er bleven en almindelig Mode, at skrabe og bukke, at kysse Hænder¬
og Forklæder, og med unyttige og naragtige Complimenter at blive fornuftige Folk
til Byrde; siden man har forbandet alle lærde og opbyggelige Materier af sine
Forsamlinger, og indførdt den Maade intet at tale om andet, end det, som be¬
hover ingen Eftertanke, og at bortdrive heele Timer med at raisonnere efter
nogle uvisse Beretninger og fremmede Handeler, eller, om man bliver inden
sine egne Grændser, at gribe fat paa den eller den Familie, at examinere Grun¬
den til dens eller dens Luft-Spring, at tale om dens eller dens interesserede
Anstalter, &c. Siden man har vedtaget, at lade saadanne Ting blive Øye¬
mærket af sine Samlinger, saa løber man imod Samlingers og Besøgelsers
første Sigte, og det bliver da fornøden for den, der vil bivaane de samme,
at han for en Tiid tager Afskeed med Fornuften, og beflitter sig paa saaledes
at indrette sine Discourser, at han paa ingen Maade viser sig at være et fornuf¬
tigt Menneske.
Disse mine Tanker maatte snart synes ugrundede, og mine Reflexioner
over de fleeste Besøgelser maatte i manges Øyne gaae uden for Sandhed;
kand vi sige om alle, at de samles paa anførdte Maader til saa urimelig en
Ende, og maa vi ikke i det ringeste lade de anseelige Hoveder, der ere som Ri¬
gets Pillere, at deres høye Forstand tillader dem ikke at indlade sig med hin¬
anden i saa nedrige Materier, Jeg vil lade denne Jndvending beholde sin Styr¬
ke; jeg vil ikke nægte, at jo saavel Mennesker af de fornemme Classer, som an¬
dre, der ere mindre anseelige kand samles tilhobe, og i deres Samtaler aflegge
Prøver paa deres Fornuft; men skulde jeg derfor sige, at deres Omgang er
beskaffen, som den burde Jngenlunde. Hvor er den Fortroelighed, der er
som Siælen i Sælskaberne, hvor er den Redelighed og Oprigtighed, der bør
findes iblant Mennesker, Skulde jeg indbilde mig, at man i sine Samlinger
taler af Hiertets Overflødighed, og farer jeg vild, om jeg siger, at den Aaben¬
hiertighed, der burde have Sted iblant Venner, er til største Deel borte. Jeg
har befundet mig i Samlinger, hvor man just ikke har ladet urimelige og unyt¬
tige Ting være sin Hoved-Sag; men jeg har derimod erfaret, at intet er ble¬
ven fundet af det, som man iblant Venner kunde vente sig. Det første, hvor¬
paa man fæstede sit Øye, var dette, at enhver paa det skarpeste gav agt paa
sig selv, at ingen Ord skulde falde ham af Munden, hvoraf de andre Nær¬
