38
værende skulde giøre Slutninger til hans sande Omstændigheder. Spors¬
maalene vare listige, og Svarene betænksomme. Den som her vilde have
Ord for at kiende Verden, og det menneskelige Gemytte, burde troe tverti¬
mod alt det, som de Nærværende fortaalte om deres egne Sager¬
Atticus har forlængst havt den Ulykke, at falde iblant saadanne menneskelige Ræve. Selv
besidder han ikkun en middelmaadig Erfarenhed, og han veed intet meere, end hvad Fornuft og
Eftertanke kand lære ham. Den Eenlighed, i hvilken han en lang Tid har fremdraget sine Dage,
og den Omgang, han har havt med ærlige Folk paa Landet, har forestillet ham Menneskene saa¬
ledes, som de med Rette burde være, naar deres Væsen skulde komme overeens med deres Ska¬
beres Øyemærke. Saa snart Atticus satte Foden i Forsamlingen, forlod enhver med en fransk
Artighed og Hastighed sit Sæde, og enhver gjorde sig Umag for at spille den ydmygste, tienstfær¬
digste, fornuftigste og meest dydefulde Person. Saa mange Ord han fik at høre, saa mange Ge¬
bærder han kunde see, saa mange Vidnesbyrd og Forsikkringer mærkede han ogsaa, at det
gandske Sælskab har største Ærbødighed for hans Dyder, og forundrede sig over hans ypperlige
Gaver. Jeg maatte spørge, hvad kunde giøre Atticum vantroe, og hvoraf skulde han slutte,
at de Nærværende havde Hierter, der ey vare overeenstemmende med deres Tunger, Saalænge,
han befandt sig i dette deylige Sælskab, agtede han med største Fornøyelse, at det selv samme Dy¬
dens og Redeligheds Sprog, som han hiemme har fundet i sine Bøger, var et Tungemaal, der
iblant hans Stalbrødre var almindeligt; han bordte med Glæde, at det gandske Collegium var
enig i at dømme dem uværdige til Livet, der tale anderledes end de meene, han hørdte, at man
kaldede dem grove og ufornuftige, der tillade deres Ord at løbe imod Ydmygheds, Kierligheds¬
og Beskedenheds Regler. De Forsamlede havde ved lange Øvelser lærdt at give deres Ansigter
saadan en Skikkelse, at Ærlighed og Oprigtighed stod ligesom afskildred med levende Farver, og
at den behageligste Artighed lod sig see ved enhver Mine. Deres Geværder og Bevægelser lagde.
ligesom en nye Kraft til deres Ord, og giorde det endnu meere begribeligt, som deres Sprog gav
tilkiende. Kunde vi ikke agte Menneskene for lyksalige, kunde vi ikke kalde Verden et Paradis,
hvis dens Indbyggere vare saaledes beskaffene, som de forestille sig i deres Omgang, De idelige
Klagemaal over den liden Kierlighed iblant Menneskene, de stedsevarende Besværgelser over Troe¬
skabs og Redeligheds Landflygtighed af Jorden, vilde da blive ubekiendte Ord, hvis Bemærkelse
man forgiæves skulde søge. Atticus kommer Dagen derefter til sin Ven, og beklager sig, at hans
overflødige Forretninger have forbudet ham, saa længe som han ønskede, at smage Sødheden i
det Sælskab, hvor han i Gaar befandt sig. Men hvor forundrer han sig ikke, naar han hører af
sin Ven, at han havde handlet klogere, hvis han for havde taget Afskeed, man blev kied af hans
Nærværelse, og hans Discurser vare ikke behagelige, thi de vare formeget krydede med en ærlig
Eenfoldighed. J havde neppe, sagde han fremdeles, sat eders Fod uden for Stuen, førend
den gandske Forsamling gik Eder igiennem fra Top til Tag. Den ene drev Spot med eders Pe¬
ruqve, thi Fronten var ey høy nok, den anden beloe eders Kiortel, thi den var ey efter Moden;
Lilletta forundrede sig, at J i et Fruentimmer=Sælskab torde lade eder see med Støvler, og Ro¬
fillis kaldede eder en Stud, fordi J forglemte at kysse paa hendes Skiørt. Clelig havde nær¬
faaet ondt, fordi Eders Klæder lugtede af Lands=Byen, og sabelle svor paa, at hun aldrig meere
vilde drikke Caffes med saa ubehøvler en Oxe. Julig, der selv havde beder eder, at J vilde unde¬
hendes Fader en Besøgelse, havde tusinde Ting at erindre imod eders Opførsel, vil J hore hen¬
des egne Ord, saa vare de ungefæhr disse: Ach man stehet diesen Menschen kaum, so mus man
daruber fallen, das er ein Dane ist, hvor elendigt er det ikke, og hvor langsom gaaer det ikke til,
naar et Menneske af dette Slags skal blive ret menneskelig, hans Ansigt var i Moden i Kong
Dans Tiid, og hvor vil han hen med sit enfoldige Væsen, For 200 Aar, da visse Folk gik til
Frankerig, for at komme Hugenotterne til Hielp, vilde maaskee hans Oprigtighed blevet antaget
for en Dyd, og havde han været til, da Danmark laae nedsiunken i sin forrige Grovhed, og
Cimbrerne vandrede omkring med deres Vaaben, kunde han mueligt have passeret for en artig
