379.
Mand. Det er sandt, han har Forstand, men han veed saa lidet at bruge den; han siger reent
ud, hvad Hierter tilsiger, og han begriber ikke, at han derover hastig kand fortale sig. Det er hans
Lykke, at han ikke kiender sin Ulykke; thi ellers vilde han lidet takke sin Fader, der baade har dra¬
get liden Omhu for hans Opdragelse, og har tilladt ham, saalænge at opholde sig paa Landet i¬
blant de grove og vankundige Bønder, der snart intet ere uden Umælende.
Naar vi saaledes befinde de fleeste Samlinger, at vi maa frygte for at blive besmittede med
og skikkede efter deres Laster, der have sagt Dyden farvel, og vi i andre Selskaber enten skal sidde
som Støtter og Stolper, som den Tyrkiske Mufti, der sielden lader sig høre, eller, om vi vil op¬
lade Munden, da at tygge Drøv paa et hvert Ord, førend vi udsige det, bør vi ikke da heller lade
os indslutte inden vore egne Vegge, og holde os paa vore egne Grændser, det er ikke mit Øye¬
mærke, at jeg vil overtale mine Brødre til at søge Skove og Udørkener, jeg vil ikke, at de skal om¬
skabe sig til Munke og Bierg=Trolde; men jeg raader allene, at de skal udvælge de Veye, der ere
de uskyldigste, og holde sig fra dem, som de ey kand betræde, uden derved at tage Skade.
Lyksalig er den, siger en vis Skribent, der har sagt Verden farvel, har udvalgt Eenlighed,
og lader sit heele Sælskab bestaae i en god Samvittighed. Saadan en betragter med Foragt alle
Daarligheder i Verden, og lader Rolighed i Siælen blive sin eneste Hoved-Sag; Han taber
ikke Modet ved Lykkens Ubestandighed, og de meest selsomme Tilfælde kand ikke nedslaae hans Ge¬
mytte. Han jager ikke efter Rigdom, og holder all forgiængelig Høyhed for noget Nedrigt;
det Nærværende fornøyer ham, og det Tilkommende kand ikke bedrøve ham, han er ingen til Byr¬
de, og han er vel tilfreds med sig selv. Han seer sig ey forbunden at beflitte sig paa tvungne og
konstige Jndfald, naar han taler med sig selv, og han underkaster sig ikke Imodsigelse af andre.
Han er befriet fra de nedrige Bøyelser for høye Herrer, og han er sat i saadan en Stand, at han
ikke tilføyer det Almindelige nogen synderlig Skade. Han blander sig ikke i fremmede Handeler,
og han staaer mindst i Fare for at blive anseet med avindsyge Øyene; han æder sit Brød i Roe,
og han ødelægger sig ikke ved at holde aaben Taffel for forhungrede Pralere.
Mange skulde vel forundre sig, naar jeg siger, at intet er mig meere smerteligt end Mangel
paa Eenlighed, og at det, som opvækker Fortrydelse hos andre, er mig meest behageligt. Jeg
har overveiet ved mig selv, at de fleeste Mennesker stedse vil tale, hvilket er den ærgerligste Ting i
Verden. Man kunde paa nogen Maade være tilfreds med dem, hvis deres Taler stedse vare
fornuftige, men naar man skal nødes til at anhøre alle deres Daarligheder, og naar de, der vil
have Ord for at besidde Esprit, det er: en Færdighed med mange Ord at sige slet intet, stedse fyl¬
de Ørene med den urimeligste Sladder, saa forekomme de mig ligesaa kiedsommelige, som den un¬
ge Sladder hos Horatium, der begegnede ham paa den Romerske Gade Naar jeg derimod befinder
mig allerne, saa har jeg Leylighed til at gaae i mig selv, og i det jeg forbyder mine Sandser at
forstyrre mig i mine Tanker, bliver ligesom en Vey aabnet for mig til Underhandling med den
gandske Verden.
Jeg havde høyligen forseet mig, hvis jeg havde sluttet min Betragtning, og ikke meddeelt
mine Læsere mine Tanker om et Sælskab af det allerskadeligste Slags. Vi finde neppe nogen
Sted i de danske Egne, hvor jo slige Collegier ere i herligste Tilstand, og den ulyksalige Fliid,
som Menneskene vise i de meest skadelige Gierninger, lade de ogsaa see i at opfylde de Love, som
Fordervelsen i dette Stykke har givet dem. Skal jeg sige, til hvad Samlinger jeg sigter, saa har
jeg Øyet henvendt paa de Brødre, der fastsætte iblant hinanden visse Timer, da deres eneste Ho¬
ved-Sag er at arbeyde paa hinandens Undergang, og lade nogle malede Blade blive ligesom
Transport Breve, der skille den egentlige Eyer ved sine Midler, og oversende den i deres Hæn¬
der, hvis Adkomst aldrig bliver lovlig.
Det har sig med Spill og Døbel som med Yppighed og Pragt, den giør sig ligesom behage¬
lig ved et uskyldigt Ansigt, men vilde man spørge, hvilken af disse tvende er den fornemste Aarsag
til den daglig tilvoxende Armod, drister jeg mig ikke til at svare. Vi kand betragte alle Slags
Svil paa adskillige Maader, og vore Domme blive derefter ligeledes adskillige. Man declame¬
