380
rer ikke imod Spil, saavidt det er en naturlig Gierning, thi at tage nogle Blade i sin Haand, og
igien kaste dem fra sig, er i sig selv ikke lastværdigt. Men naar vi betragte Sagen paa en anden
Kant, maa vi strax forandre vor Dom. Det er til deels den Spillendes Absigt, der giør Gier¬
ningen ond eller god, søger man allene paa den Maade at give Sindet en Vederqvægelse, kunde
man snart have Aarsag at støde sig over dem, der ansee Gierningen med fortørnede Øyne, hvor¬
vel jeg seer ikke, at Sindet derved fra sit Arbeyde kand finde nogen Hvile, siden denne saa kaldede
Tids Fordriv ogsaa behøver Eftertanke og Slutninger; men søger man at vinde fra sine Sælskabs
Brødre, og at berige sig selv ved fremmede Midler, veed jeg snart ikke, hvad Forskjælland giø¬
res paa dette og andre i alleslags Love forbudne ulovlige Midler. Ja, naar vi betragte Spil¬
som en Gierning, der har Jndflod i det almindelige Væsen, see vi mange ulyksalige Følger, og vi¬
kand derfor ey andet end arbeyde paa dets endelige Forbandelse af vore Lande¬
Man fortæller, at Lydierne har været de første, der har opfundet Spill, for at forsyne
sig med et Middel imod Hunger; men da Erfarenhed lærer os, at mange blive blottede fra de¬
res Formue, allene fordi de ere Doblere, kand vi ey andet end besværge os over dem, der have
været første Stiftere af Spille Væsenet, og man skulde snart slutte, at en vis Mand har Ret,
der i Henseende til de mange Ulykker, som reyse sig af samme, sætter Diævelen som dets første
Opfinder, der ved sine hocus pocus formeerer sit Rige med utallige Dag=Tyve. Naar vi ey vil
tale imod Sandhed, maa vi tilstaae, at mange have bortspillet deres timelige Velfærd, jeg vil
ey tale om det, som er mere vigtigt, og naar vi betragte den Handel, som Aleantes driver med
Penge, finde vi, at den største Deel af hans Capitaler tilhører andre. Selv lugter han efter
de feede Steder, og han holder nogle visse Støvere, der hverve hver Aften nye Recruter til hans
Banqve, Adelphinus havde den Ulykke at falde iblant disse Røvere, hans kostbareste Sager bleve
Cartuche til Priis, og man lod ham ey beholde sit Uhr, at han ikke skulde erindre sig Tiden, naar
han skulde sætte Grændse for sin Lyst; man giorde hans Lommer tomme, og man forsikrede sig ved
Haandskrift om det Øvrige. J Sandhed, jeg kand ey andet end ansee de sædvanlige Spille-Huu¬
se, for nogle Røverkuler, og er der nogen Ting, der kunde behøve Reformation, da er det visselig det¬
te; thi Skaden, som flyder deraf, strækker sig uformærkt til det almindelige Væsen. De paa
denne Maade forarmede Stympere maa ofte imod deres Villie blive Bedragere, og andres Om¬
stændigheder kand derved blive slettere. Upartiske Læsere finde denne Deel af min Betragtning
ikke ugrundet, og jeg skal ey bekymre mig om andres ugunstige Domme, naar Tiden maatte lære
mig, at min Erindring ey har været forgiæves. Jeg vil slutte mit Blad med nogle Franske Linier:
Les plifirs Sont amers, fi tot von en buse,
II est bon de jouer un pen,
Mais i fant seylement, que le sen nous amuse,
Un joueur dun commun aven,
Na rien humain, qua Tapparence,
Et Nalleurs i Nest paa vi fale, von vense,
Detre fort honnet homme, & de jouer grossen,
Le desir de gagner, qui nut & jour occupe¬
Eft un dangereux afguillon,
Souvent quoi que Pesprit fort bon,
On commence par ere dupe
On finit par ere fripon.
