387
jeg i en eneste Punet har feylet. Skulde J endnu ikke vide, hvo den er, der
overgiver eder nærværende Brev, saa viid, at jeg blues ikke ved at kalde mig
en F, og, naar J meddeeler eders Fædreneland det, som J har faaet fra min
Haand, kand ingen være Eder mere forbunden end
F.
Slaae ikke Hænderne sammen, min Læser, og undre dig ikke, at jeg har
indrømmet en Plads i mine Betragtninger for en Skrivelse af det Slags.
Hverken er eller bliver jeg en Lem af det Sælskab, som Brevets Forfatter har
stræbt at forsvare, men derfor blive mine Domme ikke ukierlige. Det er en
Feyl, der meget smitter det menneskelige Sælskab, at man findes alt for villi¬
ge til at troe alle de lidet gunstige Beretninger, som forebringes om andre, og
at man ofte paa et løst Rygte fordømmer dem, der ere uskyldige. Lader os
gaae tilbage til de gamle Tider, og vi skal erfare, at de, som i Verden vare de
beste Borgere, i Religionen de meest oprigtige, ere afmalede med de hæsligste
Farver. De redeligste Mennesker have til de fleeste Tider havt den bedrøve¬
ligste Skjebne, og man har sielden bekymret sig om dem, der har baade træ¬
det de guddommelige og menneskelige Love under Fødder.
Kiærlighed befaler os at have visse og tilforladelige Grunde, førend vi
afsige vore Domme, og vi forsee os høyligen imod de helligste Love, naar vi
i dette Stykke ikke betiene os af mueligste Forsigtighed. Det Brev, som er
mig overgivet, og jeg allereede har anført, har givet mig Leylighed og Anled¬
ning til at eftertænke fleere Sager, der have Overeensstemmelse med den forrige.
Men da disse ikke ere af det Slags, at de kand underkastes en philosophisk
Censure, bliver det ikke her min Sag at anføre de samme; Jeg vil allene for
denne gang holde mig til det anførte Brev, og, endskiønt Forfatteren derudi
har søgt at forsvare sig og sine Brødre, synes mig dog, at hans Apologie hver¬
ken er grundig eller tilstrækkelig. Jeg vil ikke dømme Sælskabet for ondt el¬
ler ugudeligt; men de Aarsager, som gives, hvorfor Brødrene holde deres Skik¬
ke saa skiulte, ere ikke antagelige; Jeg har den Tanke, at deres Jdrætter enten
maa være gode eller onde, ere de gode, hvorfor blive de da ikke offentlige? hvor¬
for legges de ikke for Lyset, at de kunde undersøges og prøves, og deres Uskyldig¬
hed og Reenhed falde enhver i Øyet. Høre vi over Fri=Murernes Handeler u¬
gunstige Critiqver, hvem have de derfor at takke uden sig selv? de maa forlade end¬
og de fornuftigste Mennesker, at de ikke fælde samme Domme over deres Giernin¬
ger, som de selv. Det, som kand tiene Ve den til Nytte, det som kand befordre
Menneskers Lyksalighed, bør ikke foretages i Mørke; Uskyldigheden skammer sig
ey ved at træde frem for Dagen i sin fulde Skikkelse, den flyer ikke hen i mørke Kro¬
ge, den giør sig behagelig for enhver Tilskuer, og søger ved sit rene Væsen at ind¬
