390
ger, som vi maa troe at være til, fordi andre fortælle det, saa at jeg ikke vil
afføre mine Læsere fra at troe Historiske Beretninger, der grunde sig paa an¬
dres Udsigende; men mit Forsæt er at formaae dem til at prøve og undersø¬
ge de Lærdomme, som gives dem, enten de samme ere guddommelige eller
verdslige, at de ikke antage dem for ubedragelige Sandheder, allene fordi
Mænd, der ere anseelige, foredrage de samme.
Naar denne Erindring paa det nøyeste indsees, naar vi undersøge dens
Grunde i de Ting, som vi daglig have for Øye, see vi klarligen, at mange i¬
blant vore Brødre giøre sig skyldige i Lasten, og at de fæste Troe til et og an¬
det, ey fordi de om Sagernes og Lærdommenes Rigtighed ere overbeviiste,
men fordi de have Mænd for sig, der troe og lære det samme, hvis Fodspor de
indbilde sig med Sikkerhed at kunde følge. Vil vi giøre os Umag med at ef¬
tersee Aarsagerne til dette Slags forefattede Meeninger, saa møde os adskilli¬
ge, der vilde blive alt for vidtløftige her at anføre. Vi vil inddeele de vig¬
ste i tvende Classer, og vi vil henføre nogle til den første, som vi vil kalde ind¬
vortes, nogle til den anden, som vi vil give Navn af de udvortes Aarsa¬
ger. At vi i saa vigtig en Sag kand blive end mere tydelige, vil vi atter ind¬
deele de første Aarsager i tvende Slags, nogle vil vi kalde naturlige, andre
moralske. Jblant de naturlige Aarsager sætte vi med billighed allerførst den med¬
fødte Blindhed; denne bliver ofte større, alt som Sandser, Jndbildning og Affec¬
ter forbyde Fornuften at giøre sit Embede; Det er derfor at vi ofte intet vanskeli¬
gere kand see end Sandhed, og at vi antage dens Ord for ufeylbare, der med en
Slags Myndighed og Anseelse udgiver sine Jndfald for ubedragelige Regler.
Til denne naturlige Feyl, der er almindelig, kommer en anden, der just
ikke strækker sig til alle, jeg meener den Mangel, som vi ofte spore paa Skiøn¬
somhed og Jndsigt, der forbyder et Menneske at trænge ind til en Sags in¬
derste Beskaffenhed, at kalde en andens Foregivende under Prøve, at skielne
imellem Lys og Mørke, Sandhed og Løgn. Hebetius er et Menneske af det¬
te Slags; og han sætter sin Siæl i Pant, at alt, hvad hans Lærere sige, er i
alle Maader antageligt, og alt, hvad som strider imod deres Udsigende, bør
aldeeles forkastes, som noget, der er uden for Sandhedens Cirkel. Siger
man ham i Fortroelighed: Kiere! hav ey saa høye Tanker om din Veyviser,
han er et Menneske og ingen Gud; det er mueligt, at han kand feyle, og
hvad kand forhindre, at han, der viser andre Veyen, selv kand vandre i Mør¬
ket, saa svarer han intet uden dette: Det er ey min Sag at examinere min
Læreres Lærdomme; Jeg haaber, at han kand aflegge Regnskab for alt, hvad
han siger; en Mand af saa stor Lærdom, skulde han kunde troe galt? den, der
er saa yndet af alle, skulde han gaae i blinde? Hebetius vil saa nødig til at ta¬
ge fat paa Kiernen; han tager til takke med Skallen, og sin Læreres Hierne
agter han for et Lys, der viser ham Sandheds ubedragelige Vey. Vilde
Hebetius uleylige sig med at undersøge sin Leederes Lærdomme, saa vilde
