391
Vanskeligheden i Sagen snart giøre ham kied af Acbeydet; thi hans Hierne
er af Naturen sløv, og hans Jrringer ere altsaa mere undskyldelige end
andres.
Jeg kunde anføre fleere indvortes naturlige Aarsager, men det tilbage¬
staaende befaler mig at forestille nogle af det Slags, som jeg har kaldet de
indvortes moralske. Her sætter jeg da i Spidsen det lastværdige Forsæt, som
findes hos mange, at de ikke vil, omendskiønt de kand, sætte de Lærdomme paa
Prøve, som de sige sig at troe; de følge med en ond Bestandighed deres Læ¬
reres Meeninger; de vil ikke kalde en eneste af deres Principia i Tvivl, og de¬
res Lydighed er saa blind, at de holde alle andre for Vildfarende, der ikke e¬
re af deres Tanker. Om saadanne kand vi sige, at de paa ingen Maade
kand undskyldes; de hærde sig selv imod alle Overbeviisninger, de stoppe deres
Øren, naar de høre Overtalelser, og hvormeget de end udgive sig for Elskere
af Sandhed, ere de dog dens afsagde Fiender. Man skulde vel meene, at
jeg her beskylder uden at kunde bevise, man skulde vel indbilde sig, at man ey
saa lettelig finder i Verden de Mennesker, der saaledes med Fliid tillukke deres
Øyne, men var det her min Sag at anføre Beviser, skulde jeg retfærdiggiø¬
re min Beskyldning med mange Exempler.
Jeg vil allene tale et par Ord om tvende philosophiske Lærdomme, der i
Besynderlighed i vor Tid have mange Fiender og mange Venner; den første
er om Maanens og de andre Planeters Jndbyggere, den anden om den syn¬
lige Verden, som man af alle muelige Verdener kalder den beste. Jeg vil
ikke sige, enten jeg troer det ene eller andet; men dette siger jeg, at den stør¬
ste Deel af begge stridende Parter have ingen andre Grunde til deres Troe i
dette Stykke, end deres Læreres Vidnesbyrd, følgelig grunder deres Troe sig
paa de forefattede Meeninger, som jeg her søger at bestride. Credulus giver
sig Navn af en Wolfian, og han bandsætter derfor alle, der ikke have fortroe¬
lig Omgang med de Skabninger i Maanen. Han truer dem med den philo¬
sophiske Lynild, og han agter deres Øyene uværdige til at see Solen, der vil
paastaae, at den stedse skal være i Bevægelse, og misunde denne Stiernernes
Konge en roelig Residence paa Firmamentet. Dens Øyene meener han at
burde udstikkes, der ikke kand see Bierge og Skove i Maanen, og Tyven, der
efter de gamle Beretninger, har Kaal under Armen. Sandelig Truslerne ere
haarde, og Titius, der erindrer sig, at det philosophiske Had er ligesaa skræk¬
keligt som det Theologiske, bier ikke længe, inden han faaer samme Troe,
som Credulus. Han udgiver sig strax for en Mand, der har gjort
en Reyse i Planeterne; deres Jndbyggere ere ham vel bekiendte; han
kand fortælle om deres Manerer og Stater, om deres Skikkelse og
Klæder, han har lærdt deres Sprog, og han kand ogsaa sige af Erfa¬
renhed, at Jorden er ikke efter nogle gamle Meeninger hvilende, men i en sted¬
sevarende Bevægelse. J Sandhed, den største Deel af dem, der troe disse
