392
philosophiske Meeninger, og ligeledes mange iblant dem, der imodsige de sam¬
me, have eet Slags Grunde til deres Troe, thi de vide intet mere, end hvad den
Bog kand sige dem, i hvilken de læse, eller hvad den Lærer beretter, som de
udvælge sig; de Grunde af hvilke andre betiene sig, anføre de ogsaa, og ere i
det øvrige ey i Stand til selv at bevise Sagen med tilstrækkelige Argumenter.
Ligeledes har det sig med den vidtbekiendte Lærdom om den beste Verden. De,
som med en blind Lydighed, uden at prøve, træde i de nyere Viises Fodspor,
raabe idelig paa den synlige Verden som den beste, og det Ord Optimus er
ligesom blevet deres Løsen. De ere ikke kloge uden for deres Hoved Mands
Systema, og, naar en Mand af saa stor Anseelse, yttrer sig med saadan en
Lærdom, agte de det for en Ære, at de endog i Urimeligheder kand være hans
Disciple. Erindrer jeg ret, saa har en vis berømmelig Mand af samme phi¬
losophiske Sect med levende Farver afmalet saadanne daarlige og selvgjorte
Philosophers Viisdom i en artig Drøm, der er indlemmet et af hans Skrif¬
ter, hvilken fortiener at læses af dem, der philosophere efter andres Plan, u¬
den at vide, enten deres Slutninger ere rigtige eller ikke, ja uden at vilde ef¬
terforske, enten deres Lærere gaae paa en ret eller vildfarende Vey.
Vi fortale os ikke, om vi ogsaa regne det partiske og Secteriske Væsen
iblant de moralske Aarsager, der meget bestyrke os i de anførte forefattede Mee¬
ninger. Vi udvælge os et vist Partie, vi lade os indskrive under en vis Fa¬
ne, og den følge vi stedse, uden at giøre os videre Betænkning. Hiin har
Aristoteli at takke for all sin Viisdom; derfor bliver alt det falsk, som stri¬
der imod dennes Lærdom. Denne finder Behag i at giøre Lenoni Sælskab
i de philosophiske Omgange, derfor sværger han paa hans Ord, og siger, at
intet kand være fornuftigere. Den tredie fordyber sig i Platonis Philosophie;
alt det synes ham derfor nedrigt, som ey er overstemmende med saa høye Jnd¬
fald. Den fierde tager Plads hos Cartesium, nedsiunker sig derfor saa dybt
i hans Svælg, at han neppe igien kand komme til Land. Den femte glæder
sig, naar man kalder ham en Wolfian, og han indbilder sig, ogsaa at have
Deel i den Ære, som hans store Veyviser har tilveyebragt sig. Saaledes
kand en taabelig Partiskhed forblinde det menneskelige Gemytte, og en urime¬
lig Begierlighed efter Anseelse kand formaae os til at gaae over til den Leyr,
der er den største. De Fornuftige maa tilstaae, at det har sig ligeledes i de
Sager, der ere af Betydenhed, og ligesom det partiske Væsen er Aarsagen,
hvorfor vi dømme mange til Sted iblant Kiettere, saa forvolder ogsaa det
samme, at vi stedse blive liggende i een og anden Vildfarelse, som vi troe at
være Sandhed, fordi vi have myndige Hoveder, der have troet det samme.
Jeg maatte giøre min Betragtning forhadt, hvis jeg vilde udlade mig med
alt det, som herom kunde siges; de, som eftertænke Sagen, slutte sig uden
Vanskelighed til det øvrige; og jeg, uden herudi at være vidtløftigere, begi¬
ver mig til de Aarsager, som jeg har kaldet de udvortes.
