393
Jngen kand nægte, at den forvendte Opdragelse, med hvilken mange
Børn ere forsynede, tiener ikke lidet til at rodfæste de omtalte Præjudicer,
og vi maatte have alt for gunstige Tanker om mange Lærere, hvis vi ikke vil¬
de ansee dem som de, der giøre meget til den Overtroe, som vi finder hos de
Unge. De Meeninger, som Forældrene selv have, give de deres Børn, selv
ere de ey i Stand til at skiønne, enten de ere saa eller saa; vi see, at de Unge
hænge fast ved de samme, og den Ukrud, der har fæstet saa dybe Rødder, la¬
der sig sielden eller aldrig oprykke. Hvor mange finde vi ikke, der have de al¬
lertykkeste og groveste Begreber om det allerhøyeste Væsen, de forestille sig
ham som en gammel Mand med et langt Skieg, og denne vrange Indbildning
fortplantes fra en Slegt til en anden, og de taabelige Malere giøre alt hvad de
kand, for at giøre Vildfarelsen stedsevarende. Naar vi eftertænke den Om¬
gang, som mange Lærere bruge, skulde vi da ikke tilstaae, at den bifald, som
vi give en Sag paa en andens Ord, mærkelig ved slige Midler bliver befordret.
En anseelig Deel iblant dem, der ere satte til at undervise de Unge, betiene sig
heller af Ferle og Riis end kraftige Beviser, et hvert Skields=Ord skal tiene
dem som et Argument, og et hvert Slag skal gielde for Raison; Skulde det
da være mueligt, at det, som med saa stor Eftertryk bliver indprentet de Unge,
hastig kand forglemmes, og hvor sielden skeer det ikke, at den, der er pryglet til
at antage een eller anden Meening, kand forlade det, som har kostet ham saa
meget? (¬
Dersom ingen fleere havde Øyene end jeg, saa vilde jeg ey sige, at den
Keyserlige Myndighed, med hvilken mange Lærere endogsaa i Kirkerne frem¬
sætte deres Lærdomme, bliver ikke en af de ringeste Aarsager, der befordre de
saa kaldede Præjudicia Autoritatii. J Sandhed, naar jeg seer Thraso¬
ninum paa det hellige Cathedra, kommer han mig for som Apollo selv. Han
oplader sin Mund, som en Pave, og han taler som den, der haver Nøgelen
til all Kundskab? hvor vilde det gaae os, om vi vilde underskrive alle hans
Betænkninger; De Hørende skal ikke spørge efter Aarsager, hvorfor de skal
troe det eller det; det bør være dem nok, at en myndig Mund giver den sine
Lærdomme; og ere de end selv overbeviiste om bedre, bør de dog ikke vige et
Haar bred fra den andens Regler.
Dog har jeg stedse været af den Tanke, at de Daarligheder, som kand
Ddd 3
spo¬
D*) Jeg erundrer mig herved enlatterlig Hendelse, somen vis Mand fortæller ist Lives Hi¬
storie, at være vederfaret ham selv, og jeg vil meddeele den i sit eget Sprog: Memini me
aliquando ab Arithmetices Doctore qvæsivisse rationes, cur calculi ita & non aliter sub¬
ducendi, eris mihi alter Apollo, si conjeceris, qvibusnam verbis roganti satisfecerit:
sufficiat tibi, inqvit, me ita rem esse instituendam, dixisse. Mihi crede, & tui non
est rationes a Magistro exposcere. Qvidego, in autoritate Præceptoris & dignitate
nominis (cognomen enim illi fuit a Comite) velut Regula & ratione acqviescere coa¬
ctuosum, si froutem, qvam duplicato digito alids percutere solebat, salvam vellem
