394
spores hos den Lærende, skulde aldrig have saa selsomme Jndflydelser i de Hø¬
rendes Gemytter, hvis disse ikke selv paa een eller anden Maade bøyede Halsen,
under Aaget. Vi bør have all Ærbødighed for dem, der skal viise os Veyen
saavel i een som anden Henseende, og jeg søger aldrig at sætte Læreres Renom¬
mee paa svage Fødder; men jeg vil, at Ærbødigheden skal sættes inden visse
Skranker, og dette siger jeg med Vished, at de alt for høye Tanker, som vi
uden Grund fatte om mange, ere iblant de Aarsager, der overtale os uden
Prøve at troe alle deres Ord. Cajus forbander sig, om Europa har eyet en
lærdere Mand og et større Hoved, end Mævius. Han anseer ham for et Bierg,
der er fuldt af lutter Viisdom; han spørger sig selv og andre: Hvad kand si¬
ges ypperligere? Hvo kand bedre end han igiendrive de Modsigende? her er
det Blomster, af hvilket vi andre bør uddrage Viisdommens Saft, her er den
Kilde, hvis Strømme bør strække sig til os, den Lærer, ved hvis Fødder vi
maa sidde, for at høste Frugt af hans grundige Underviisning. Saadanne
Berømmelses Ord, der ofte skee uden mindste Aarsag, bevæge mange til at
storme til Orakelets Boelig; nu er det mueligt, at alle hans Lærdomme ikke
kand have deres Rigtighed; Tilhørerne, der ere forgabede i deres Afgud, slu¬
ge alt det, som forekommer, og væ! den, der vilde sige dem, at deres Mester
kand feyle.
Jeg veed ikke, om jeg maa sige, at den besynderlige Disputere=Maade,
der har taget Overhaand ved alle Academier, er ogsaa en kraftig Aarsag til de
Meeninger, som jeg bekriger. Alle de, der ey vil gaae tvertimod Fornuften,
tilstaae, at Enden og Øyemærket af Disputatser og Conferencer bør intet væ¬
re uden dette, at Sandheden kand blive lagt for Dagen, og Menneskene hiel¬
pes af deres Vildfarelser. Men hvo vil sige, at dette Maal efter Øvelsernes
nærværende Beskaffenhed kand opnaaes, og kand ikke de have Aarsag til deres
Critiqver, der holde de fleeste af saadanne Exercitier for et Spil=Fægterie?
ja hvo vilde være saa daarlig, at antage alt det, som Disputatores foregive,
for uryggelige Sandheder? Efter første Anseelse synes den, der bestrider Ho¬
vedmandens Argumenter, at tage sig Sagen an med Nidkiærhed. Han ry¬
ster med Hovedet, han aabenbarer de forekommende Jrringer, han bestor¬
mer Cathedra med Syllogismer i alle Slags Figurer; en Tilskuer, der første
gang tager dette i Øyesyn, kand end ikke drømme om et Skuespill. Alle Ting
blive forhandlede med Hidsighed paa begge Sider, og hvo skulde vente saa
stor Alvorlighed i en Mund=Krig, hvor Formanden stedse løber af med Seye¬
ren? De Modsigende maa have saa stærke Beviser, som de vil, og Vederpar¬
ten maa besvare dem saa slet, som han kand; Slutningen bliver dog denne: Verden
har ikke en lærdere Mand i Eye; Alle hans Raisonnemens ere fornuftige, al¬
le hans Beviser grundige; de Vildfarelser, som man før kunde spore, blive
forvandlede til Sandhed, og Scenen bliver sluttet med Taksigelser og Lov¬
sange.
