398
ufordragelige, og uden Tvivl med et approbare neqves sendte tilbage til deres dri¬
stige Herold, holder jeg Piben inde, og forbeholder mig mine egne Tanker.
Alle Fornuftige giøre det samme, og uden at gaae over til Frie=Tænkeres
Leyer, underskrive Platonis Ordsprog: Loqvimur cum vulgo; Sentimus
cum eruditis: vi tale som den almindelige Hob, men vore Tanker ere
som deres, der bruge Fornuft.
Hvad disse mine Blade ere angaaende, da er jeg sindet, om det maa bli¬
ve mig tilladt, at opoffre dem til en Person af den geistlige Orden. Som en¬
hver Sandhed bør agtes dyrebarere end Guld, saa har jeg allerede aftalt de
Bøder, som jeg kunde blive tildømt at erlegge, i fald jeg skulde overskride de
Skranker, som mig ere foresatte. Jeg kand aldrig føre i mit Hoved, at Sand¬
heden bør stikkes under Stoel, og, naar jeg betiener mig af mueligste Forsig¬
tighed, naar jeg indretter min Skrive=Maade efter Tiden og Sagen, meener
jeg, at min Betragtning over alt bliver uskyldig, allerhelst naar jeg ikke griber
videre om mig, end hvad Fornuft, billighed og Sandhed kand tillade mig.
Det har længe været mine Tanker at giøre denne Betragtning til et særdeles
Anhang ved et af de sædvanlige Ark; men, da jeg maatte befrygte, at Læserne
skulle besværge sig over de mere end sædvanlige Udgifter, har jeg saaledes ind¬
skrænket mine Tanker, at Materien maaskee bliver afhandlet paa det sædvanlige
Papiir. Jeg skrider da uden videre Omsvøb til Sagen, og vil give mine Tan¬
ker i et Brev til en nye Geistlig:
Deres Velærværdighed!
a jeg kastede et Øye i de offentlige Tidender, fandt jeg Eders Navn iblant
dem, der ere kaldede til at tiene som Lærere i Kirken. Eders Forfrem¬
melse giorde mig baade glad og bedrøved. Naar jeg betragtede Kirkens nær¬
værende Tilstand, naar jeg stillede mig de umilde Domme for Øyne, som i
Almindelighed og udi Fleng blive fældede over den geistlige Familie af Frie¬
Geister og andre lidet fornuftige, giorde det mig ont at see saa kiær en Ven
indsluttet i deres Tall, hvis Adfærd er underkastet de ubarmhiertigste og haanlig¬
ste Critiqver. Naar jeg paa den anden Side kunde erfare, at J nu ved Him¬
melens Forsyn er sat i saadanne Omstændigheder, at J ikke har nødig hverken
at uleylige Eder selv eller ander med de brugelige Krumspring og alamodiske For¬
stillelser, som mange benytte sig af, kunde jeg ey andet, end glæde mig.
J seer vel, at det Embede, til hvilket J er kaldet, er et med de vigtigste i
Verden ;jeg vil ikke sige at Eders Skuldre ere for svage til at bære det, dog haa¬
ber jeg, at J, som andre Mennesker, kand trænge til Raad, jeg haaber ogsaa,
at, naar disse komme fra en Mand, der meener Eder vel, optager J dem i Kiær¬
lighed, og giør ikke suure Miner, om en reedelig Ven legger Eder de Pligter
for Øyne, som J haver at iagttage.
