406
jeg i Forveyen erindrer, at jeg maa gaae mange Ting forbi, baade i Henseende
til de Grændser, som Papiret sætter, saa og i Henseende til min egen Erfaren¬
hed, der i slige Handeler er saare liden, haaber jeg, at man regner mig ikke til
Onde, om jeg ey skulde anføre alt det, som om denne Sag kunde siges.
Min Herre!
Jersom Lykken, der har gjort saa god en Forandring i Eders Omstændighe¬
der, ikke har forvandlet Eder til et andet Menneske, og dersom J ikke ved
den Ophøyelse paa Ærens Trappe har tabt noget af Eders forrige Ydmyg¬
hed, saa har jeg vel ikke nødig at undskylde mig, eller bruge mange unyttige
Ord for at bede om Forladelse, at jeg uleyliger Eder med dette mit Brev.
Kast ikke Papiret fra Eder, som noget, der skal være Eder til Byrde, og viid,
at jeg er ikke iblant deres Tall, der krumme og bøye sig for Eders Person,
for at faae et mavert Løfte om det eller det. J har kiendt mig i de forrige Ti¬
der, og jeg haaber, at J kiender mig endnu; jeg møder allene for at sige Eder
nogle Sandheder, og jeg meener, at Eders Øren ere villige til at høre dem.
Jeg indfinder mig paa den Tiid, da jeg veed, at Eders Sal er rødde¬
lig, og da J har to Timer til at tænke paa Eder selv, førend J samles med E¬
ders Brødre, vil jeg bede, at J andvender disse paa at igiennemlæse og efter¬
tænke nærværende Blade. Som jeg i en lang Tiid har kiendt Eders Fortie¬
nester, saa har jeg stedse ønsket, at Lykken vilde aabne en Dør for Eder til
Fæderne=Landets Tieneste, og jeg erfarer endelig med Glæde, at mit
Ønske er opfyldt. J Sandhed, Eders Forfremmelse er saameget mere besyn¬
derlig, som J nyder den i en Alder, da Erfarenhed maatte synes at være borte,
og Eders Forstand endnu ikke at være kommen til Fuldkommenhed. Men E¬
ders Exempel har lærdt os, at man af et Menneskes Alder ingen ubedragelige
Slutninger kand giøre til hans Dygtighed; thi, ligesom det er mueligt, at
skieggede Brødre i deres tredivte Aar kand være Træ=billeder, saa er det og¬
saa mueligt, at et Menneske i sin Ungdom kand være fornuftig. Mennesker, der
gaae frem efter Viisdoms Regler, spørge ikke, hvor gamle vi ere, men hvor
kloge? og det er allene i Befordringer ved Krigs=Væsenet, da man kaster Øye
paa Anciennete.
Nu J er da bleven sat iblant dem, der bør drage Omhu for Staten,
eg jeg maa tilstaae, at Eders Embede er ligesaa vigtigt som anseeligt. Jeg
har ingen Aarsag at indbilde mig, at J selv ikke skulde kunde see de Skyldig¬
heder, som J haver at iagttage, dog meener jeg, at J paa den anden Side
ikke forbittres, om en Mand, der vil Eder vel, giver Eder et P. r Erindringer,
der kand være til Nytte. Naar jeg gaaer tilbage, og betragter Eders Anfør¬
