411
antog ham iblant sine Fortrelige, og ved hans Hielp blev underrettet om alle
de forborgne Sager ved det Franske Hof. Dette banede ogsaa Veyen til
Mazarins Værdighed; thi den døende Richelieu forestillede Kongen ham som
den, der alleene med Nytte kunde træde i hans Sted.
Mazarin blev ikke behersket af saa stor Gierrighed, som hans Formand,
imidlertid samlede han sig dog et stort Liggendefæ af Rigdom; En anseelig Deel
andvendte han paa kostbare Bygninger og dyrebare Meubler, det øvrige sendte
han til sin Fader, der forfærdedes over Mængden, og blev af den Tanke, at der
endelig i Frankrig maatte nedregne Penge.
Efter all Anseelse agtede Mazarin det for sin største Lyksalighed, at han
med den reeneste og fra all Egen=Nytte aldeeles befriede Jver kunde tiene sin Kon¬
ge, og udbrede hans Magt. Han tiente den samme med saa bestandig en Tro¬
skab og efter saavel indrettede Klogskabs og Stats=Konstens Regler, at intet blev
til hans Tiid holdet for Dyd eller Last, uden det, som var overensstem¬
mende med Kongens Absigter, eller giorde Hinder i samme. Naturen selv syn¬
tes at have dannet ham til en fuldkommen Hofmand, thi han var godgiøren¬
de, høflig, beleven og omgiængelig, i det ringeste vidste han saaledes at forstil¬
le sig. Erfarenhed og Konst, understyttet af en dyb Jndsigt, havde lærdt ham
af disse naturlige Fordeele at høste den mueligste Nytte. J hans Ansigt kunde
man ligesom see Reedeligheden selv afskildret, og man hørdte neppe noget Ord
af hans Mund, der jo syntes at komme af Gudfrygtigheds Kilde. Jmidler¬
tid holder man for, at hans Hierte ved alle disse udvortes Sminker var frugt¬
sommelig med langt andre Tanker. Han tænkte paa intet mindre, end at vii¬
se sig saaledes i sin Adfærd, at man i Gierningen skulde erfare ham saa god¬
giørende, som hans Ord gav tilkiende. Han hyklede og smigrede for alle
Mennesker, men han elskede ingen. Han var stedse bereed at give herlige Løf¬
ter om det, som man forlangede; men i at opfylde de samme var han langsom,
og blev undertiden aldeeles borte. Saa gavmild, som han viiste sig i at udøse
sine egne Penge for at føre sin Pragt til høyeste Spidse, saa sparsommelig holdt han
Huus med sin Konges: Sme Ligemænd vilde han overgaae i alle Ting, sine
Overmænd i nogle.
Kand J ikke ved disse faa Erindringer finde Eder fornøyet, saa har
Taalmodighed, imedens jeg opholder Eder med at give en kort Caractere af
de trende over all Verden bekiendte Stats=Mænd Ximenes, Richelieu og
den før omtalte Mazarin, man sammenligner denne med de tvende andre, og
man pleyer at give over dem alle følgende Portralt: Richelieu var listig,
gierrig og hævngierrig Ximenes derimod klog, stræng og tapper, men Mazarin viis
og gavmild. Den førstes Afridsning meener man vel at være troffen. Richelieu
har samlet Forundrings værdige Skatter; han har bragt alle dem, som vare
