414
søge, om det ikke er mueligt, at adskillige Fordeele kand høstes af en af de
største Ufuldkommenheder, over hvilken endog de Fornuftige og Lærde høyeligen
besvære sig. Jeg sigter til en naturlig Feyl, som vi kalde Forglemmelse,
eller den liden Færdighed, som findes hos mange til at erindre sig de forbigang¬
ne Ting, og jeg meener saaledes at kunde beskrive dens Fordeele, at de langt
skal overgaae den Skade, som af en kort Hukømmelse pleyer at flyde.
Jeg tilstaaer gierne, at Forglemmelse er en Svaghed, der forhindrer os,
at vi ey kand kalde de Begreber tilbage, som vi engang have havt; ikke hel¬
ler vil jeg nægte, at samme Ufuldkommenhed ofte kand være et Menneske mo¬
re end et andet til Skade; dog tilstaaer jeg ingenlunde, at den Ulæmpe, med
hvilken Glemsomhed (*) kand være ledsaget, er større end de? Fordeele, som
af den i mange Henseender flyde til det menneskelige Kiøn. Jeg bliver stedse
af den Tanke, at, omendskiønt vi maa ansee denne Mangel som en Følge af
Naturens ufuldkomne Tilstand, bør vi derfor ikke sige, at den er iblant de
Ting, der bevise den nærværende Verdens Ufuldkommenhed. Det alvise For¬
syn har indsluttet dette Onde inden sine visse Skranker, og en Skrøbelighed af
det Slags kand ikke forhindre, at jo Mennesket kand leve fornøyet og fornuf¬
tig, ja vi gaae ikke for vidt, om vi sige, at, da Mennesket lever i en Verden,
hvor det paa alle Kanter er omringet med Elendigheder, Forglemmelse bør
antegnes iblant de skiulte Velgierninger, efterdi den lindrer Smerterne fra de
forbigavgne Tider, og forsøder de samme ved Følelser af nye Fornøyelser.
For at bevise Sandheden i vore Ord, vil vi begynde fra Menneskets spæ¬
de Alder; Glemsomheden yttrer sig, da Mennesket endnu er et Barn, og paa
den Tiid, da Hukommelsens Styrke pleyer at være størst. Skulde vi nu
sige, at det var tienligt for et Barn, dersom det kunde beholde i Hukommel¬
sen alt, hvad det hører og lærer, ingenlunde. Vi maa sætte dette som en
uryggelig Sandhed, at jo færdigere Hukommelsen er til at tage imod Viden¬
skaber, jo mindre Leylighed finder Forstanden til at blive skiærpet, og, om end
taabelige Lærere ere best fornøyede med dem, der kand beholde alt, hvad man
fylder i dem, kand vi dog ikke af saa urimelig en Omgang giøre Slutning til
en Sandheds Benægtelse.
Dog denne Sag vil vi lade staae ved sit Værd, og begive os til en an¬
den, der mindre kand imodsiges. Saa vidt jeg seer, har vi Forglemmelse at
takke for de støre Mænds ypperlige Skrifter, der findes i Verden. Vi kand
let forestille os, at, hvis Hukommelsen var i Stand til at beholde alle Ting, hav¬
de uden Tvivl de braveste Hoveder, de grundigste Philosopht, de fortræffelig¬
ste Poeter ingen Møye gjort sig for at overgive deres Arbeyde til de seenere
(*) Haarkløvere og utidige Crtici maa ikke støde sig, fordi jeg i Fleng betiener mig af For¬
glemmelse, Glemsomhed og kort Hukommelse; naar disse Ord hos mig ere eet og det
samme, seer Læseren strax, hvad Begreber han skal giøre sig.
