415
Tiider. Havde de kundet forestille sig, at deres Lærdomme ved mundtlige
Underviisninger kunde blevet fortplantede fra een til anden, skulde de vel aldrig
have satt Pen til Papiret; Nu derimod, da Forglemmelse har befalet dem
at skrive, maa vi tilskrive den samme de Skrifter, som ere til.
Jeg vil ikke pukke paa disse Grunde, som stærke Beviser, og kand jeg
ikke med rigtige Exempler bevise min Sag, vil jeg aldeeles have tabt den. Sin¬
cerus har ved sit oprigtige Væsen, sin reedelige Opførsel, sin ustraffelige Om¬
gang i alle sine Betieninger tilveyebragt sig alle Retsindiges Yndest; Dog vid¬
ste han ikke at sætte de Grændser for sin Patriotiske Nidkiærhed, som andres
Egen=Nytte fandt for godt at befale ham. Han kunde ikke indbilde sig, at
man, for ey at støde den for Hovedet, der nu først skulde aflegge Prøve
paa sin Klogskab, burde lade mange Ting gaae igiennem det grove Sold, og
ikke just saa nøye iagttage de Pligter, som man er Fæderne=Landet skyldig;
Denne Jver skaffede ham endelig en Fiende, der befordrede hans Fald, og
han havde megen Møye, førend han kunde begribe, at ham ikke var skeet U¬
t. J Sandhed! Sincerus maa glæde sig, at hans Hukommelse er svag.
Maatte det ikke stedse blive ham til Bedrøvelse, hvis han altid kunde erindre
sig sin Fiendes Omgang, og jo større hans Uskyldighed er, jo smerteligere vilde
Hændelserne falde ham, hvis han ikke forlængst havde glemt dem.
Naar vi stille os de Ulykker og Elendigheder for Øyne, som ofte møde
os i Livet, have vi et nyt Beviis om Forglemmelses Fordeele. Hvor stor
vilde ikke vor Ulyksalighed blive, dersom vor Hukommelse havde den Kraft,
at den paa eengang kunde forestille os alle Viderværdigheder som nærværende?
Dersom de bedrøvelige Timer, ved hvilke vore Siæle ofte blive nedslagne, ik¬
ke ved en sød Forglemmelse kunde blive til intet, maatte vor Glæde i Livet blive
saare liden, og vore kummerlige Omstændigheder meere end ufordragelige.
Naar en eller anden Leylighed kand føre os de lidet gunstige Hændelser til Ge¬
mytte, er den mægtig til at giøre os forsagte midt i vore Forlyster; hvor jam¬
merligt vilde det ikke da see ud, hvis alle Besværligheder stedse skulde være
os i frisk Minde? Ere vi ikke lyksalige, at vi aldeeles kand forglemme
alle de fortredelige Ting, som vi med megen Besværlighed have over¬
vundet, og maa vi ikke takke Himmelen, at vi kand lade dem forsvinde med
Tiden?
Ligesom et hvert Menneske efter Naturens Bydende og hemmelige Drift
stræber at befordre sin Lyksalighed, saa finde vi, at Veyen, der fører til dette
Maal, er ofte heel kummerlig og besværlig. Af mange Exempler kand vi ey
giøre Slutninger til alle, og fordi Lykken løber nogle i Favnen, derfor ere an¬
dres Veye desto trangere. Skulde nu de forbigangne Ting stedse være for os
