416
som nærværende, vilde jo den Fornøyelse, som vederfares os naar vore Arslag en¬
delig gaae for sig, aldeeles blive til intet. Een maatte da blues ved sig selv,
naar han erindrede sig, at han maatte bukke sig saa og saa dybt for dens eller
dens Tiener, inden han kunde blive indladt; en anden maatte skamme sig, naar
han eftertænkte, at han var bleven nødt til i sit Andragende at tillyve sig saa
og saa mange Meriter; Den tredie vilde bedrøves, naar alle haanlige Afviis¬
ninger, alle frugtesløse Begieringer, og alle udstandne Fortredeligheder vilde
indfinde sig i deres forrige Skikkelse. Men see! saa kommer Forglemmelsen os
til Hielp, og fordi vi ey erindre os de gamle Viderværdigheder, ere de ey hel¬
ler i Stand til at forvandle vore Fornøyelser til Galde. Handels=Mandens
Gevinst maa være saa stor som den kand, og Soldatens Seyer saa priisværdig,
som den vil, den første skulde aldrig blive fornøyet, dersom de overvundne Fa¬
rer stedse skulde forurolige hans Gemytte, og skulde den sidste altid føle Smer¬
ten af sine Saar, eller erindre sig de fiendtlige Anfald, vilde Æren, der blev
forhvervet ved Seyeren, aldrig blive ham bebagelig.
Disse Betænkninger meener jeg at være grundede, og at vor nærværende
Sag ved dem kand bevises. Vil vi sætte Alvorlighed et lidet til Side, skal
vi ogsaa finde saadanne Exempler, der vel ikke ere roesværdige, men dog
tienlige til at legge Sagens Vished for Lyset. Jeg tør sige, at det er alleene
Forglemmelse, der stifter mange Ægteskaber i Verden, og jeg troer aldrig,
at Phryne skulde have ladet sig binde til Sylvanum, hvis hendes Hukommelse ik¬
ke havde været desto kortere. Det var ikke saa meget Personen, der havde ind¬
taget hendes Hierte, som den Stand, i hvilken hun ventede at blive sat, og
det var ikke saa meget Standen, som Steden, hvor Standen kunde vise
sig i de gamle Yppigheder, der syntes at vedligeholde Kierligheden i sin
første Lue. Phryne indbildede sig at have Magt til at byde over
Guds Forsyn, og foreskrive de Mægtige Love; hun lod haant om at bli¬
ve oversendt til en Udørk, hvor Mennesker, der ere vandte til et simpelt og jævnt
Væsen, ikke kunde forundre sig over hendes glimrende Væsen og ufornuftige
Hofmod. Ligesom hun indbildede sig at have Frihed til at beholde en vis Dragt,
for sig selv allene, saa tænkte hun og, at hendes Elske strax skulde dandse
efter hendes Pibe, saasnart hun med en foragtelig Mine havde givet ham til¬
kiende, at hans Forfremmelse var hende ikke behagelig. J Sandhed, Phry¬
ne havde stedse blevet en Nonne, hvis hun paa den ene Side ikke strax hav¬
de forglemt sine forrige Ophævelser, og hvis hun paa den anden Side ikke var
falden for barmhiertige Hænder. Saa snart mærker hun ikke, hvad Klokken
er slagen, førend hun strax sadler om; hun forglemmer da alle sine Privilegi¬
er, hun tager gierne til takke med Smulerne, hun erindrer sig ikke, at hun
havde saa meget at udsætte paa sin Vens Adfærd; Sylvanus forglemmer og¬
saa paa sin Side alt det uregel=rette, som fandtes hos Phryne, hun bliver i
en hast til Uskyldighed selv, og Kierlighedens Jld bliver da ikkun hæftigere ved
Forglemmelsens Vands
