420
drer hans Lyksalighed. De Omstændigheder, i hvilke han befinder sig, ere
bedrøvelige, og kand ikke lignes ved Lyksaligheden i de Dage, da hans Alder
var blomstrende. Skulde et Menneske i denne Tilstand saa vel kunde finde sig
i Alderdommens Svagheder, dersom han beholdt stedsevarende billeder af
sine forrige Fornøyelser. De Begreber, han kand giøre sig om sin forrige
Velstand, ere dunkle og forvirrede, og derfor begiver han sig til Roe. De
Viise i de ældere Tider have i deres Fabler anført den Flod Lethe, og de ha¬
ve sagt, at, naar de Afdødes Siæle bleve skiænkede med dens Vande, skul¬
de et ævigt Forglemmelses Dekke blive lagt over deres gandske Liv. Man
kand sige, at Jnventionen er lykkelig. Naar Lyksaligheden skal komme til
Fuldkommenhed, udfordrer den en Tilsidesættelse af alle de Ting, der paa en
eller anden Maade kand forstyrre vore Fornøyelser. Det behager oste GUds
Forsyn paa een eller anden Maade at giøre et Menneske Livet heel bittert; vi
have Exempler paa dem, der til en Tiid have levet i de deyligste Omstændig¬
heder; alle have ligesom været deres Tilbedere, og Lyksaligheden syntes i deres
Boeliger at have fæstet et stedsevarende Sæde. Men deres Tilstand er foran¬
dret med Tiden, og deres Glæde er bleven qvalt ved de paakommende Bedrø¬
velser. Skulde nu de Byrder, som de ey ere vandte til at bære, blive dem saa
taalelig, dersom de stedse skulde forestille sig deres forrige Velstand? og hvis
Forglemmelse ey vilde udslette de forrige Fornøyelser, vilde Saadannes Liv
blive idel Bitterhed.
Jeg kunde anføre meere om Forglemmelses Fordeele, men dette maa være
nok. Jeg seer vel, at disse mine Blade vil ikke blive alle behagelige. Postil¬
lanterne, der udgiøre et temmeligt Antall, vil fordømme enhver Linie i deres
Hierter, og andre, der finde sig trofne, vil ikke lidet forbittres. Jeg
bekymrer mig intet om dette, og jeg agter det ufor¬
nøden, at tale et Ord til mit
Forsvar.
