422
ku ide have Andledning til at skrive en heel Bog, hvis jeg vilde bevise Sand¬
heden i mine Ord med alle de Exempler og paa alle de Maader, som den kun¬
de godtgiøres; Jeg kunde viise, hvor liden Fliid Mange anvende paa at be¬
fordre deres Forstand til den Fuldkommenhed, som er muelig, og bøye deres
Villie til de Dyder, som ere fornødne; jeg kunde vise, hvorledes de forvend¬
te Passioner ved Menneskets slette Huusholdning beholde et ulyksaligt Herre-
domme over Fornuften, og forlede Mennesket til de vederstyggeligste Giernin¬
ger; men jeg vil allene denne Gang tale om mange Menneskers Forhold i¬
mod deres Samvittighed, og vise, hvor lidet det er dem om at giøre endog i
denne Henseende at beholde en sund Siæl i et sundt Legeme.
Det er ikke mit Øyemærke at forfatte en Tractat om Samvittighed, for
at vise dens adskillige Beskrivelser og mangfoldige Jnddeelinger, naar jeg paa
den ene Side har forestillet, at en god Samvittighed er en med de største Lyk¬
saligheder i Verden, og paa den anden, at denne Lyksalighed sættes af Man¬
ge aldeeles tilside, har jeg giort alt, hvad jeg for nærværende Tiid har foreta¬
get mig at afhandle. Dog maa jeg, for at blive desto tydeligere, stræbe, om
mueligt er, i Forveyen at fastsætte, hvad jeg egentlig vil have forstaaet ved
Samvittighed, og jeg meener, at en af disse tvende Beskrivelser, bliver uden
Tvivl den rigtigste. Nogle holde for, at man giør sig de retteste Begreber om
Samvittighed, naar man kalder den en indvortes Følelse af de medfødte
Gruad Sandheder, der er tilhobeføyet med en Overbeviisning om de Skyl¬
digheder imod Gud, sig selv og Næsten; andre give den Navn af en Dom,
som bliver fældet over de menneskelige Gierninger, naar man erfarer, enten de
samme ere indrettede efter Loven eller ikke. Vi kand samle begge disse Sam¬
vittigheds Beskrivelser saaledes, at den sidste bliver en Følge af den første.
Undersøge vi nu de Pligter, som et Menneske er skyldig at efterkomme i¬
henseende til Samvittigheden, saa finde vi, at vore Gierninger stedse bør væ¬
re saaledes, at vor egen Samvittighed ikke skal blive vor Anklager, efter An¬
klagelsen blive vor Dommer, efter Dommen vor Bøddel. Skal vi sige
dette med andre Ord, saa bliver Meningen denne: Et Menneske bør saaledes
opføre sig i alle sine Handeler, at han i sig selv kand have dette Vidnesbyrd:
Dine Gierninger ere ustraffelige, og du har i intet gjort dig skyldig, der kand
overbevise dig om en Overtrædelse af GUds og Naturens Lov. Eftersee vi
nu paa den anden Side mange Menneskers Jdrætter, saa møde os tusinde
Uordentligheder, der klarligen bevise, at man hverken har de rette Begreber
om Samvittighed, ikke heller indretter sine Handeler saaledes, at Samvittig¬
hedens Roe kand blive befordret.
Man¬
