423
Mange skulde vel indbilde sig, at jeg raser, naar jeg siger, at Emptori¬
nus, omendskiønt han tilstaaer sig at være et Menneske, bliver dog af den
Tanke, at de Love, som forbinde andre til Lydighed, ere ingen Regler for ham.
Han meener, at de Handteringer, ved hvilke han søger sit Brød, give ham
Frihed til at begaae adskillige Bedragerier, der bør straffes hos andre; for¬
di han skal leve af en Slags Fordeel, derfor drømmer han, at Buen maa spen¬
des saa høyt, som han selv vil, og at hans Kald kand tiene til hans Undskyl¬
ding, om han enten giver de Kiøbende fordærvede Vahre, eller fordrer den u¬
killigste Betaling. Spørger man Emptorinum: Hvorledes staaer det med
eders Samvittighed? Sandelig! Manden skal svare: Mein Gewissen
beist mich nicht. Besværger man sig over hans ubillige Fordringer, sæt¬
ter han Siæl og Salighed i Pant, at han ikke uden sin Skade
Et Bedragerie af det Slags falder strax
kand give bedre Kiøb.
i Øyet; men hvo er i Stand til at overbeviise Emptorinum, at han hand¬
ler tvertimod Samvittighed, hvor mange Udflugter har han ikke, der maa tie¬
ne til hans Retfærdiggiørelse, og beraaber han sig ikke ofte paa sin egen Re¬
delighed, der skal skiule Ubilligheden i hans Ford0eele? Denne uskyldige Siæl er
ikke sindet som mange andre af hans Brødre, der forskrive deres Vahre fra
forbudne Stæder; hans Lydighed imod de verdslige Love er alt for stor, at han
skulde besmitte sin Samvittighed enten med at giøre Oplag paaulovlige Steder, eller
paa adskillige underfundige Maader see sig forskaanet for de sædvanlige Afgif¬
ter. Han kand ikke tage Tilflugt til de deylige Lystgaarde, og forvandle de
samme til Toldboder; som han i alle Ting stræber at gaae frem paa Redelig¬
heds Vey, saa har han ikke nødig i Nødens Tiid at giøre uendelige Besøgel¬
ser, for at forsyne sig med Forbedere, og han lader haant om at stille de op¬
vakte Uroeligheder ved Gieste=Buder og Knæfald, ved Foræringer og Ansøg¬
ninger. Sandelig Emptorinus fortiener i disse Henseender at berømmes; men,
fordi han ey har nødig at betiene sig af saadanne Midler, derfor bliver det ikke
en upaatvivlelig Sandhed, at han i alle Ting stræber at beholde en god Sam¬
vittighed. Vilde han tale oprigtig, maatte han vel sige, at han i sine Konst¬
Greb har været meere lykkelig, og at han stedse nøder sig til at troe, at alle de
Maader, paa hvilke han kand berige sig, ere lovlige.
Saaledes see vi, at nogle skidne Fordeele kand formaae et Menneske til
at handle tvertimod de allerhelligste Pligter, og stampe imod alle de Formanin¬
ger, som Samvittigheden, naar den ey aldeeles er bleven sovende, pleyer at
give. Vi kand endnu gaae videre; vi kand sige, at en utidig Frygt for Men¬
neskens Domme overtaler ofte en Mand til at sætte Samvittighedens Exin¬
dringer til Side. Menneske=Frygt bliver stedse en Moder, der bringer man¬
