425
Disse mine Betænkninger synes noget underlige, men hvor ønskede jeg
ikke, at de ey vare grundede, mon Erfarenhed ikke kand lære os, at Bedra¬
gere og Mennesker af det Slags, der qvæle Samvittigheden i sine Bevægelser,
ofte blive tagne under Armene af dem, der have forbundet sig til at have et
vaaget Øye over alt det, der kand hindre det almindelige Væsens Velstand, og
som Binde=Hunde giøe ad enhver Fremmed og mistænkt Ankommende, mon
de reedeligste Fæderne=Landets Børn ikke ofte blive actionerede for deres Troe¬
skab, og fordi deres Samvittighed tillader dem ikke at nedsluge Cameler, og
tillukke Øyet, for at befordre de egennyttige Borgeres private Fordeele, Kand
vi ikke sige, at saadanne Brødre, der paa adskillige fordækte Veye give deres
Misfornøyelse tilkiende, naar de mærke, at en eller fleere med samlede Kræf¬
ter stræbe at iagttage deres Pligter, ere ligesom Fordærvelsens Deputerede
der giøre suure Ansigter, naar Bedragerier stilles i deres sædvanlige Lob? og
maa vi ikke snart tilstaae, at de, som storme imod Samvittigheden, og ey i
deres Embeder vise den tilbørlige Nidkiærhed, kand vente sig den største Lyk¬
ke, og ere underkastede de mindst ugunstige Domme, og maatte vi da ikke
snart falde til at undskylde dem, der, for at undgaae de Besværligheder og
Fortrædeligheder, som Redelighed og Troeskab underkaster dem, træde i de
gamle Fodspor, og have alleene Øyet henvendt paa deres egen Nytte?
Jeg vil ikke længere opholde mig med denne forhadte Materie, og det,
som allereede er erindret, maa være nok sagt om de i Svang gaaende Ond¬
skabs og Underfundigheds Hemmeligheder; Papiret befaler mig at gaae videre,
og jeg vil nærmere undersøge, hvorledes mange i andre Henseender arbeyde
saare lidet paa at beholde en god og roelig Samvittighed. Jeg har mærket
ved adskillige Leyligheder, at mange efter deres egne Vidnesbyrd følge i ad¬
skillige Poster Samvittighedens Bydende, men jeg har ogsaa mærket, at de
samme skammelig overtræde det i andre. Jngen kand med billighed sige om
Polyplusio, at han er en Slave af Gierrighed, og ved uretfærdige Midler sø¬
ger at samle Rigdomme; han hielper de Trængende, der begiere hans Hielp;
han udsuer dem ikke ved ubillige Renter, og han vegrer sig sielden for at give
nogen Plads i sin Bog, der nødes til at blive hans Skyldener. Saavidt
kand vi berømme Polyplusium, og i denne Henseende maa vi tilstaae, at han ikke
besværger sin Samvittighed. Men lader os see til hans øvrige Opførsel, lader os
undersøge, hvorledes han ved Forfalds Tiden viser sig imod sine Gieldbund¬
ne, og vi skal erfare, at han i denne Post synes aldeeles følesløs. Har hans
Medlidenhed været stor, naar han i Trængselens Tiid har rakt den Laanende
Haanden, saa er hans Haardhed endnu større, naar han fordrer, hvad han
har laant; hans Hierte kand ikke røres til Ynksomhed, om han end seer, at
