426
den Skyldige ved hans Medfart bliver bragt i de armeligste Omstændigheder;
han griber til de allerhaardeste Midler, for at plage sin Debitor, og han kand
med en ubevæget Samvittighed taale at see sin Medborger skilt ved de sidste
Pialter, og styrtet i den bedrøveligst: Tilstand. Sa adelig! en Om¬
gang af det Slags kand aldrig undskyldes, og Samvittigheden kand
aldrig blive god, naar Kierligheds allerhelligste Lov bliver sat tilside.
Vi ere satte i Verden for at drage hinandens Byrder med samlede Skul¬
dre, og vi bør ey saa meget see paa vores eget beste, at vi derfore skulde aldee¬
les forglemme de Skyldigheder og de Kierligheds Pligter, som vi bør vise imod
andre, allerhelst naar vi erfare, at den Fyldestgiørelse, som vi fordre efter de
borgerlige Love, ikke hænger af et Menneskes Villie, men Ævne, og naar de nær¬
værende Ting kand lære os, at vore Fordringer ey kand skee Fyldest, med min¬
dre vi skulde befordre vore Brødres Undergang, bør vi ikke være paastaaen¬
de paa den yderste Skierv, men vise, at vi ey endnu have forglemt at være
Mennesker.
Dogldet er ikke alleene i saadanne Henseender at mange vise sig baade som de, der
have en meget øm Samvittighed, og som de, der kand finde sig i alle Ting;
men vi maa tillige sige, at disse bedrage baade sig selv og andre: Synedestus
har saaledes lærdt at opføre sig, at mange betragte ham som den redelig¬
ste Mand, der aldrig med Forsæt handler imod sin Samvittighed. Han er
sat paa en Plads, der giver ham Værdighed, og han er i Stand til paa ad¬
skillige Maader at befordre andres Lykke. Men see, saa skal hans Samvit¬
tighed stedse være hans Raadgiver, og han beraaber sig idelig paa den samme,
naar han af andre Aarsager giver de Søgende en lang Næse. Men, naar
den indfinder sig, som paa besynderlige Veye har sat sig i Besiddelse af Syne¬
desti Bevaagenhed, har Samvittigheds Manden ikke et Ord at erindre; alle
Ting ere da meget herlige, og, ligesom denne kand tage paa sin Samvittighed,
at befatte sig med det, der er over hans Kræfter, saa kand den anden tage
paa sin, ofte at bortvise de værdigste Borgere, og derimod give de meest uskikke¬
de Geleyde med sine Forbønner. Jeg har talt saa meget og saa ofte om denne Sag,
at jeg kiedes nu meere at røre derved; den Tiid, meener jeg dog kommer, da vi
af Skade lære at blive kloge, og Verden vilde blive alt for god, hvis alle
Ting bleve foretagne efter Fornuftens og Samvittighedens Anførsel.
Jeg vil forlade dem, der lidet beflitte sig paa at have en god Samvittig¬
hed, og tale et par Ord om saadanne, der have slet ingen. Man maa ikke gi¬
ve disse mine Ord en Forstand, som jeg vil, skal være langt fra dem, og man
maa ikke indbilde sig, at jeg nogensinde skulde kunde forestille mig et Menneske,
