427
der aldeeles er uden Samvittighed; efterdi sligt stedse bliver en Umuelighed,
saa længe Mennesker ere til, saa vil jeg allene ved et Menneske, der haver in¬
gen Samvittighed, have forstaaet saadan en, der ved idelig Sædvane i det
Onde endeligen er bleven saa hærdet, at Samvittigheden synes fra ham at ha¬
ve taget Afskeed. Vende vi vore Øyne omkring os, saa blive vi mange ulyk¬
salige Skabninger vaer af dette Slags, og at jeg ikke skal synes at tale imod
Sandhed, vil jeg allene mælde et Ord om den bekiendte Crispino. Vi kand
sige, at dette Fordervelsens Barn har havt megen Møye, førend han kunde
bringe sin Ondskab til den Grad, som den allereede har opnaaet; der var en
Tid, da denne det menneskelige Kiøns Fiende havde adskillige Mindelser om sine
Ugudeligheder; saasom disse faldt ham ufordragelige, saa blev det hans Sag
aldeeles at undertrykke dem. Naar han ved adskillige Leyligheder kunde blive
nodt til at kaste et Øye tilbage i de fremfarne Tider, naar een eller anden Hen¬
delse kunde føre ham sine Gierninger til Gemytte, hastede han til de fugtige
Steder, for at glemme sine Sorger. Ofte giorde han Vold paa sig selv, og
paa mueligste Maade søgte at jage alle Bekymringer paa Dørren; nu er hans
Ondskab kommen til en ulyksalig Fuldkommenhed, og nu kand han giøre sig
skyldig i de vederstyggeligste Gierninger, uden at røres derved, uden at erfa¬
re i sit Sind den mindste Modstand. Præsterne maa tordne saa meget som de
vil; de Forurettede besværge sig saa meget som de kand; de Førstes Forma¬
ninger blive stedse frugtesløse, og de Sidstes Klagemaal efterlade ikke mindste
Virkning til Forbedring. For ey at blive anført paa deres Liste, der ere For¬
agtere af Religionen, besøger Crispinus de offentlige Forsamlinger, han leg¬
ger sin Skillmg i Tavlen, giver Læreren sit Offer, og har stedse sin Psalme¬
Bog i Lommen; men kunde vi læse hans Tanker i hans Hierte, skulde vi blive
skrækkede, og vilde han selv legge dem for Dagen, skulde vi finde, at han leer
af Religionen, og spytter af Samvittigheden. J Sandhed! vi kunde hart¬
ad paatage os hans Sag til mueligste Forsvar; En Mand, der maatte døe
af Hunger, hvis han i Ondskab ikke havde saa herlige Øvelser, den der skal le¬
ve af at føre andre i Ulykke, kand han ikke undskyldes, om han giør sig haard
imod alt det, der kunde bringe ham paa menneskelige Veye? Hvor ulyksaligt
vilde ikke hans Liv blive, hvis hans Øyen nu skulde oplades? Handler han
ikke da fornuftig, naar han stopper sine Øren for alle Formaninger, og kand
hans Foretaaende lastes, om han ved liflige Drikke idelig stræber at holde
Sindet i en fornøyet Tilstand. Jeg har ofte hørt mange, der ikke kand be¬
gribe, hvorledes det kommer sig, at Mennesker af en vis Profession idelig sø¬
le sig i Vellyster? De fatte ikke Aarsagen, hvorfor Mænd, der ere som Retfærdig¬
heds Præster, der tale Gudernes Sprog, giøre sig frem for andre kiendelige ved
Bacchi Dyrkelse; de meene, at disse i sær burde stræbe at beholde reene Hier¬
