444
han begge Dage spiller lige fornuftigt. En klog Kiøbmand, der besidder stor
Erfarenhed i Handelen, er ofte meeere ulykkelig, end en Fusker. En Vove¬
hals, der, uden at betænke sig, fatter fortvivlede Anslag, og vil endelig træn¬
ge igiennem med Hovedet, giør ofte i sine Sager en bedre Fremgang, end den
klogeste Mand, der har Øye med et hvert Trin. Vi kand ikke sige, at, naa
en Seyer erholdes over en Fiende, skal den stedse være en Følge af Anførerene
Conduite. Lad hans Opførsel være saa klog som den vil, bliver han ikke lyk¬
kelig i Slaget, saa faaer han strax Navn af Uforsigtig, og er Anføreren en
Daare, faaer han dog en Ære=Støtte, omendskiønt hans Underhavende ha¬
ve den største Deel i Seyeren. Saaledes har det sig ogsaa i andre Henseender.
Vi kand finde mange af de ringere Borgere, der ere som de Fornemmes Haandt¬
langere. De Første kand ofte være klogere end de Sidste, men ligesom de Sidste
stedse vil have Æren, og tilskrive det, som udrettes ved de Subordineredes Aar¬
vaagenhed, deres egne kloge Anstalter, saa blive de og i Almindelighed lykkeligere
end de Første; thi de finde stedse Leylighed til at giøre sig til af en fremmed Klog¬
skab, og, som de giøre sig Haab om, at et Vidnesbyrd i deres egen Sag bliver an¬
taget for Sandhed, saa glemme de ikke heller at giøre Væsen af den Jndsigt, den
Viisdom, den Redelighed, som de aldrig har eyet.
Skal vi sige, at vores Lykke hænger af vores Klogskab, saa maa vi sæt¬
te forud, at vores Fornuft er ikke indsluttet inden saa snevre Skranker, som
man vil indbilde os; vi maa da forud kunde see alle de Forhindringer, som
vil møde os, at vi ved vor Klogskab kand forebygge de samme; vi maa kunde
see ind i deres Hierter, med hvilke vi omgaaes, at vi ved denne Jndsigt kand
erfare, enten de ere vore Venner eller ikke, og sligt meener jeg at overgaae den
menneskelige Fornuftes Kræfter. Richelieu selv, der ellers har gjort saa me¬
get Væsen af den menneskelige Klogskab, har engang tilstaaet oprigtig, at han
havde megen Møye med at vedligeholde sig i sin Velstand; han beklagede, at
han ikke kunde tage sig vare for sine Fienders Forestillelser og hemmelige Ræn¬
ker; alle hans Opvartere talede et Sprog, og han saae de samme Venskabs
Merker hos dem, der vare hans Fiender, som hos dem, der vare hans For¬
troelige. Vi kand ikke tvivle paa, at jo denne store Prælat har i alle sine Han¬
deler i=agttaget Klogskabs og Forsigtigheds Regler; men kand vi derfor sige,
at han stedse har været lykkelig? Havde han allene vildet give Agt paa sig
selv, saa kunde hans egne Anslag, der ofte mislingede, skiønt de vare vel
overlagde, tydelig have lært ham, at en Uforstandig og Ulyk¬
kelig ikke altid maa ansees med lige Øyne.
