418
der havde Overeensstemmelse med disse. De viiste, at man i Følge af de pri¬
seligste Anstalter neppe nogen Tiid kunde mangle dygtige Officiers, i sær ved
Søevæsenet, siden man havde stedse et godt Forraad, hvoraf man kunde tage
duelige og beqvemme Mænd, og de meente, at det var ligesaa mueligt stedse
at kunde have et vist Antall af brave og redelige Candidater, der kunde tage
imod de ledig=blivende Præste-Embeder.
Fyrsten fattede strax saavel Forslagets Muelighed som Nytte, og alle de
Borgere, der vilde Fæderne=Landet vel, toge sig for med samlede Kræfter at
understøtte denne deylige Indretning. Alle de bemidlede og høye Indbygge¬
re opoffrede anseelige Summer til at sætte denne Sag i Verk, og de, som just
ikke lode sig drive af Kiærlighed, kunde dog ikke, for at undgaae Foragt, hol¬
de deres Skierv tilbage. Lærerne selv, der faae, at saa nyttigt et Verk ved
deres Kiærlighed kunde sættes i Stand, ansaae det som deres Skyldighed at give
Sagen Eftertryk, og enhver Borger, der var i Stand til at erlegge noget,
indfandt sig godvillig, og paa denne Maade blev en anseelig Summa tilveye¬
bragt. Man fandt adskillige, der havde besluttet efter deres Død at overgive
deres Midler til Fæderne=Landets Tieneste, og de saae nu ingen nyttigere An¬
stalt, som de ved deres Formue kunde understøtte og befordre til Fuldkommen¬
hed end denne. Kortelig: man saae inden en kort Tiid en Capital af saa stor
Vigtighed, at af dens Renter kunde for det første underholdes 50 Candida¬
ter, og enhver Candidat kunde aarligen faae 100 Rdlr.
Efter nogen Tiids Forløb, da Borgerne meere og meere bleve underrette¬
de om denne vigtige Sags anseelige Nytte, kappedes de ligesom med hinan¬
den om at vise deres Kierlighed, saa at Antallet Aar fra Aar mærkelig blev
forøget. Jmidlertid gik det med denne Indretning som alle andre, den fandt
i Begyndelsen temmelig Modstand. De, som havde Ret til at kalde Lærere
til deres egne Kirker, indbildede sig til Deels, at et Skaar var bleven gjort
i deres Herligheder, siden man vilde forbinde dem til at udtage Lærere af det
opretede Seminario. De Redelige iblant disse, der allene havde Øyet hen¬
vendt paa Guds Ære og deres Meenigheders Beste, gjorde ikke mindste Mod¬
stand imod denne Jndskrænkelse, de vare vel fornøyede med denne Indretning,
og de meente at giøre det lykkeligste og tienliste Val, naar de kunde udtage
Hyrder af det Sted, hvor de beqvemmeste kunde ventes. Som de ikke hav¬
de ureene Absigter med deres Kald, de vare hverken for at see Fruer=Piger el¬
ler andre forsørgede, ikke heller vilde sælge Embedet til den Høstbydende, saa
takkede de Landets Fader for disse Anstalter, og meente paa denne Maade at
kunde gaae i deres Kald den sikkerste Vey. Sagen gik da for sig med Lykke,
